KILROYs Content Writer Djurre deler guldkorn fra hans første tur til Japan
Japan har været et af de lande, som har ligget øverst på min bucketliste i et flere år nu. Jeg havde planlagt en verdensomrejse med et stop i Japan lige da COVID-19 ramte, så jeg blev nødt til at udsætte min store rejsedrøm et par år. Præcis 3 år senere kunne jeg endelig boarde et fly til Tokyo og du kan tro, jeg har set frem til det her eventyr!
Jeg har haft lang tid til at planlægge min Japan-tur og alle de stops og steder jeg skulle se. Jeg har skrevet den her blog, så du ikke behøver at bruge 3 år på at planlægge din tur til Japan. Her finder du inspiration til rejseruten og alle de ting du skal nå at se ved hvert stop. Du kan godt begynde at glæde dig, for nu går turen til Japan!
Hvorfor solorejse?
Siden jeg har villet til Japan i meget lang tid og min bucketliste kun er vokset over årene, har jeg ikke villet gå på kompromis med et eneste highligt. Derfor valgte jeg at tage til Japan alene - mit første solo-eventyr i meget lang tid. Det gode ved solorejser er, at du selv bestemmer hele vejen og du behøver ikke at skulle mødes på midten for at imødekomme alles behov. Så derfor har jeg været fri for at skulle irritere min rejsepartner ved at insistere på at besøge all-you-can-eat dessertsteder eller ved at bruge for lang tid på museer. Solorejser er ikke for alle, men jeg vil anbefale alle at prøve det mindst én gang i deres liv. Jeg havde det så sjovt, faktisk lidt sjovere end jeg lige havde regnet med. Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker undervejs og fået en masse nye venner, som jeg håber, jeg kan holde kontakten med i lang tid. Hvis du vil vide mere om solorejser så læs vores guide til din første solorejser her.
Sådan kommer du rundt
Hvis du vil have det meste ud af din tur til Japan, bliver du nødt til at krydse nogle store afstande. Heldigvis har Japan fantastisk offentlig transport - og selvom det kan være lidt dyrt, er det helt sikkert vejen frem. Alle de store byer i Japan er forbundet via et high-speed tognetværk kaldet Shinkansen. Det betyder, at du kan nå fra Tokyo til Kyoto (hele 445 kilometer) på lige knap 2,5 time! Det bedste ved Shinkansen er, at toget næsten aldrig er forsinket og det er ekstremt punktlig, så du ved præcis, hvornår du er ved din destination. Alt du skal bare læne dig tilbage, slappe af og nyde udsigten fra dit vindue.
I forhold til det at rejse alene var jeg lidt usikker på, om det ville være nemt at finde rundt i Japan på egen hånd. Det er ikke ligefrem kendt for at være en party-destination som Thailand eller Bali og japanerne er generelt opfattet som værende ret generte. Hostels er også mere private, hvilket gør det lidt mere kompliceret at starte en samtale med dine roommates og lægge planer med andre rejsende. Og så er der sprogbarrieren, mange japanere er ikke så glade for at tale engelsk, hvilket gjorde mig lidt nervøs. De fleste af de bekymringer forsvandt med det samme jeg ramte Tokyo. Jeg fandt et par hostels hvor viben var lidt mere social og på barer og restauranter skal japanerne kun have et par øl før de snakker løs (og danser!). Sprogbarrieren blev brudt af noget så simpelt som Google Translate, hvis smarte kamerafunktion er super handy, når du kigger på menuer, vejskilte og så videre. Når du står midt i folkemængden på de kæmpe store togstationer og du føler, du har svært ved at finde den information, du skal bruge, er de lokale eller andre rejsende søde til at hjælpe dig videre. Jeg fik også masser tips fra mine kollegaer hos KILROY inden jeg tog afsted. Så hvis du er lidt usikker på, om solorejser er noget for dig, så kan du stole på, at hjælpen ikke er langt væk og vi står klar til at hjælpe dig med at planlægge dit eventyr. Anyway, lad os dykke ned i hvad den her historie egentlig handler om: min rejse gennem Japan!
Kulturchok i Tokyo
Tokyo er lige så hektisk som du forestiller dig og alligevel rammer det. Det er så vanvittigt pakket alle steder og det tager lige et øjeblik at vænne sig til det. Fra den berømte Shibuya station til Harajukas funky shoppinggader, folkemængden er ikke til at undgå, der bor nemlig hele 37 millioner i den gigantiske metropol. Selv i parkerne finder du heller ikke ly for masserne - især ikke når du besøger i Sakura sæsonen, hvor kirsebærtræerne springer ud. Det er ikke bare turisterne, de lokale har også travlt med at suge alle de smukke lyserøde træer til sig. De dukker op i deres flotteste tøj, ofte traditionelle jakkesæt og kjoler, og så poserer de ellers løs for at få det allerbedste billede i kassen.
Jeg kommer ikke til at nævne alt der er at se og lave i Tokyo, der er simpelthen for meget at fortælle. Du kan nemt bruge flere år her og stadig ikke nå at se det hele. Hvis det er din første tur til Japan, anbefaler jeg, at gøre som jeg selv har gjort: prøv så meget forskelligt lækker mad og brug en masse tid på at gå rundt og sug alle indtrykkene til dig i de forskellige nabolag. Og husk at prøve nogle af de mange finurlige oplevleser, som du ikke nødvendigvis vil kunne få derhjemme. Her er en nogle af vores bedste anbefalinger til hvad du skal opleve i Tokyo!
Mit hostel lå virkelig tæt på Golden Gai, engang var det en skjult perle - nu er det en populær destination for mange backpackere der gerne vil i byen i Tokyo. Mit hostel var et af de mest sociale jeg har besøgt i Japan og mindst én gruppe tog til Golden Gai hver aften. Det er et område som kun dækker et par gader, fyldt med bittesmå finurlige tætpakkede barer og restauranter. Det er et forfriskende mørkt område af Shinjuku sammenlignet med resten af nabolaget, der med sit overflod af neonlys og billboards ligner resten af det centrale Tokyo. Jeg foreslår, at du begiver dig lidt ud i det ukendte, ingen grund til at tænke for meget - bare vælg en bar og ha' det sjovt!
Første stop: Fuji Five Lakes
Mens de fleste tager direkte fra Tokyo til Hakone for at finde afslapning i en onsen (vulkanske varme kilder) og en udsigt til Mt. Fuji, følte jeg mere for at komme lidt væk fra mængderne i et stykke tid og jeg begyndte derfor at lede efter et alternativ.
Fuji Five Lakes området var præcis det, jeg havde ledt efter. Hakone når du hurtigt frem til med toget, hvorimod området opkaldt efter de 5 søer der omgiver Mt. Fuji, er lige det modsatte. Her kører der kun et langsommere privat tog til (som desværre ikke er dækket af Japan Rail Pass, men det er heldigvis en ret billig tur). Toget tager dig virkelig tæt på Mt. Fuji og du får en fantastisk udsigt fra toget. Det gode ved ikke at tage et Shinkansen tog er, at du kan stoppe i landsbyerne på vejen, noget jeg udnyttede til fulde. Især Shimoyoshida er et besøg værd. Her kan du tage turen op ad bakken og se den berømte 5-etagers pagode, du ofte ser på billeder taget af Mt. Fuji. Udsigten er helt fantastisk, især fordi jeg var der mens kirsebærtræerne blomstrede.
Sidst, men ikke mindst: Lake Kawaguchi
Der er flere onsen byer tæt på Mt. Fuji, men Kawaguchiko er den tætteste. Selvom der er mange hoteller, er det ikke overrendt, hvilket gør det til det perfekte sted at tage hen, efter du har været i Tokyo. Du kan vandre rundt i området omkring landsbyen eller tage en tur rundt om søen - det er især skønt ved solnedgang, når solen bader Mt. Fuji i det smukkeste lys. Teknisk set kan du gøre det til en dagstur fra Tokyo, men jeg vil klart anbefale at tage mindst én overnatning her. Jeg bookede et værelse på en Ryokan (en slags traditionel japansk kro), som lå lige ned til søen og havde sin egen onsen og sauna. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så afslappet og det var sjovt at have en traditionel yakuta på (der hvor jeg boede, var det et krav at have sådan en på, når man gik fra værelset til onsen). Det er en oplevlese, jeg ikke ville have været foruden på min tur til Japan.
Tilbage til Tokyo og Kawasaki
Efter et par dage i landsbyerne omkring Mt. Fuji tog jeg turen tilbage til Tokyo. Ikke kun fordi jeg gerne ville have lidt mere tid i hovedstaden, men også fordi det simpelthen er den hurtigeste vej videre til Kyoto.
Før jeg tog mod Mt. Fuji, havde jeg aftalt med nogle af de andre rejsende fra mit hostel at tage til Kanamara Matsuri - også kendt som "penis festivalen". Jeg havde hørt om det her vanvittige fænomen før, men jeg havde ingen idé om, at festivalen fandt sted, mens jeg var i Japan. Nogle fyre jeg havde mødt i Tokyo havde talt om det, og vi blev enige om at tjekke det ud, siden det løb af stablen dagen efter jeg kom tilbage fra Mt. Fuji. Endnu en solid grund til at tage tilbage til hovedstaden! Kanamara Matsuri er en årlig festival ved Kanayama i Kawasaki - en kort togtur fra det centrale Tokyo. Her beder de lokale til guderne i håb om børn, lykkelige ægteskaber og at guderne skal beskytte dem mod kønssygdomme. Disse dage er festivalen en stor turistattraktion, men mange japanere tager også hertil for at opleve det. Festivalens primære formål er at indsamle penge til HIV forskning.
Der var mange mennesker, men viben var god og man kunne se alle havde en fest over paradens store fokuspunkt: en stor pink penis. Temaet er gennemført og du kan både få merchandise, slik og alt andet du kunne forestille dig. Jeg ville ikke tage derhen specifikt for festivalen, men jeg havde en sjov oplevelse med de andre fra mit hostel og andre folk vi mødte der.
Min første tur med højhastighedstog
Efter to nætter mere i Tokyo var det langt om længe tid til at komme vest på. Det betød, jeg skulle med Shinkansen for første gang og turen gik mod Kyoto. På de fleste højhastighedstog er der vogne hvor du ikke behøver pladsbillet, men da jeg ville afsted midt i myldretiden og ikke ville tage chancen, bookede jeg en pladsbillet dagen inden. Jeg blev overrasket over, hvor komfortabel togrejsen faktisk var. Der er mere end dobbelt så meget benplads end på et fly, stikkontakter og lynhurtig Wi-Fi - så ligesom toget flyver tiden forbi.
Kultur, historie og natur i Kyoto
Når jeg taler med andre rejsende om Japan, siger stort set alle, at Kyoto er deres absolut yndlingssted. Nu hvor jeg endelig har været der, kan jeg med ret stor sikkerhed sige... at det ikke helt lever op til forventningerne. Misforstå mig ikke, de historiske områder er virkelig smukke og naturen omkring byen er helt fantastisk. Men under mit besøg kunne jeg alligevel ikke helt undgå at føle, det hele var en lille smule kedeligt. Hostels i Kyoto er ikke så sociale, restauranter og barer lukker meget tidligt sammenlignet med andre japanske byer og der var ikke så meget liv i byen helt generelt.
Dermed ikke sagt du skal skippe Kyoto, slet ikke! Nogle af Japans smukkeste templer ligger i Kyoto og de er bestemt et besøg værd. Du skal bare ikke forvente en kæmpe fest! :) Tilbage til templerne - besøg Kinkaku-ji (også kendt som det gyldne tempel) her bades templet i solens stråler og får det til at se næsten guld-agtigt ud. Det mest populære tempel er Fushimi Inari, hvor tusindvis af skrig orange Torii buer leder vejen op ad bjerget og gennem skoven. Om dagen er der pakket med turister, men om aftenen er der overraskende nok næsten helt tomt. Mit tip er at tage derop om aftenen, hvor du næsten får det helt for dig selv, så kan du virkelig mærke den overvældende følelse af storhed.
Hiroshima: et sted der helt sikkert bør være på din bucketliste
Selvom mange rejsende skipper Hiroshime første gang de er i Japan, ville jeg virkelig gerne besøge byen på grund af dens helt specielle, men meget triste historie. Hiroshima er stort set den diametrale modsætning af Kyoto. Her finder du ingen flere hundrede år gamle templer. Da den første atombombe nogensinde sprængte i Hiroshima under 2. Verdenskrig, blev byen næsten udryddet. I Hiroshima finder du flere rester og tegn fra atombombens ødelæggelse, med A-Bomb Dome (se billedet nedenunder) som den mest indlysende. Hiroshima Peace Memorial Park og Museum på den anden side af floden er bestemt også værd at besøge. Jeg græd bogstavlig talt, mens jeg gik rundt og læste alle historierne fra de overlevende og familierne som blev efterladt i ruinerne. Med alt det der foregår ude i verden i dag, er det en meget øjenåbende oplevelse og vigtig læring.
Heldigvis er det ikke alt sammen trist og gråt. Hiroshima har noget af det mest fantastiske mad! Okonomiyaki er en ret du bare må prøve, hvis du besøger byen. Det er en japansk madpandekage med en masse forskellige toppings: kød, kål, tang og nudler. Det er en fantastisk smagskombination. Hvis du har lyst til noget andet, kan jeg anbefale at prøve Hiroshima versionen af Tsukemen: kolde nudler der er blevet dyppet i en tyk suppe før servering, med grøntsagstoppings, kød og/eller æg. Du kan helt selv vælge, hvor stærk din mad skal være, da de i Hiroshima ofte tilføjer rød chili til deres retter.
Åh nej! Fanget i regnen i Nara
Fra Hiroshima tog jeg Shinkansen tilbage mod øst for at besøge Osaka og Nara. Nara var den første hovedstad tilbage i tiden og det bærer byen stadig præg af. Hele byen er på UNESCOs Verdensarvsliste og her er utallige templer og gamle tehuse. Der er en smuk park med utroligt mange kirsebærtræer, men i virkeligheden er Nara kendt for den store mængde af hjorte, som har overtaget byen. Du ser dem over det hele, på togstationen og endda inde i butikker! Det pladskregnede mens jeg gik rundt, men jeg forestiller mig, at det er et fantastisk sted at tage på picnic, når der er bedre vejr og der går hjorte rundt over det hele. Selvom det regnede, var det stadig smukt og jeg kan helt sikkert anbefale at besøge de to imponerende templer: Todai- ji og Kofuku-ji.
Osaka vækkede min appetit
Osaka er kendt for at være himmel på jord for madelskere og hold da op, her bliver du ikke skuffet! Turisterne stak direkte mod Dotonbori, det centrale distrikt tæt på floden hvor alle fiske- og skaldyrrestauranterne ligger. Jeg valgte derimod at gå den anden vej og bevægede mig mod de farverige små sidegader omkring Shinsaibashi. Her fik jeg prøvet den lidt mere utraditionelle madscene, så som omurice (en slags fyldt omelette med forskellige former for ris og tilbehør) og butaman (dampet pork buns). Jeg havde allerede spist mig mæt i Okonomiyaki i Hiroshima, så det droppede jeg i Osaka. Hiroshima versionen er kendt for at være den bedste, men hvis du af en eller anden grund ikke tager toget helt der til, skal du prøve det her. Det er en af mine yndlings japanske retter, smagskombinationen er bare noget helt særligt.
Udover maden er Osaka også en rigtig god shoppingby. Jeg købte næsten alle mine souvenirs her og pop-kultur etagen i Parco butikken (som du også finder i Shibuya, Tokyo) er et sted du bare MÅ besøge. Der er en Pokémon Café, en Godzilla butik og andre vilde godter. Du kan ikke undgå at elske det.
Det er tid til dit eventyr
Vil du høre mere om Japan eller vil du have hjælp til at planlægge din egen rejse? Vi kan hjælpe dig! Læs vores blog om Japan her og ræk ud til vores rejseeksperter hvis du har nogen spørgsmål.
Skriv til os