Smuk natur, strand og kvalitetstid med familien
På Bali er der mulighed for virkelig at slappe af og nyde livet på stranden og i vandet, og der er masser af skønne villaer, hvor I kan nyde kvalitetstid som familie. Der er smuk natur med blandt andet rismarker, vulkaner og vandfald, og der er gode muligheder for adventure-aktiviteter for de eventyrlystne. I kan for eksempel tage ud at rafte, prøve zipline, vandre, dykke og snorkle.
Når det gælder kultur, kan I blandt andet udforske små templer og markeder, tage på madlavningskurser eller prøve kræfter med batikmaling.
Bali er en oplagt destination til familierejser – uanset alder på barnet eller børnene. Det er også en god destination til barselsrejser.
Book et møde med en rejsekonsulent
Anbefalet længde og rejseperiode
Vi anbefaler, at I har i hvert fald 2-4 uger til at opleve Bali – og har I længere tid end dét, kan I også sagtens få den til at gå. Vejret er som udgangspunkt bedst i sommerhalvåret, så I kan for eksempel tage på sommerferie på Bali. Også hen over påsken eller efterårsferien er det dejligt at besøge Bali. Dette gælder også for resten af Indonesien, hvis I vil på en længere rundrejse.
Bali har en stabil temperatur på cirka 25-30 grader året rundt. I november-marts er der regnsæson, hvor de midterste måneder - december, januar og februar - er de vådeste, imens november og marts er overgangsmåneder, hvor vejret kan gå i lidt forskellige retninger.
I kan sagtens besøge Bali, selvom der er regntid, da regnen som regel falder i korte, kraftige byger. Imellem bygerne kan der stadig være mange gode soltimer, og grundet regnen står landskabet grønt og frodigt, hvilket er virkelig smukt. Fordi det er uden for højsæsonen, er priserne som regel lavere, og der er færre turister.
I marts måned, omkring påsken, skal I være opmærksomme på Nyepi, også kaldet "Day of Silence", som er en national helligdag på Bali. Det er en dag, der skal bruges til refleksion indendøre, og hvor alting lukker ned – selv lufthavnen. Er I på Bali hen over Nyepi, bør I blive på jeres hotel eller i jeres villa hele dagen af respekt for helligdagen. Aftenen forinden er der mulighed for at opleve en stor parade med imponerende figurer, der forestiller forskellige former for dæmoner. Neypi er en af de største begivenheder på Bali, og det er helt unikt at opleve – men godt at være opmærksom på, særligt hvis man rejser med små børn.
Da Bali er en meget populær sommerferiedestination, anbefaler vi, at I går i gang med planlægningen i god tid og får booket fly og overnatning. Det gælder især, hvis I drømmer om familiehygge, afslapning og nærvær i en af de skønne villaer med pool, der er at finde på Bali.
☀️ April-oktober: Tørsæson med cirka 28-32 graders varme, sol og relativt lav luftfugtighed.
🌥️ November: Overgangen til regntiden. Luftfugtigheden stiger, der er flere byger, men stadig også mange soldage.
🌦️ December-februar: Regntid med hyppige, kraftige byger og høj luftfugtighed. Omkring 25-30 grader. Mellem bygerne kan der stadig være mange soltimer.
🌥️ Marts: Overgangen til den tørre sæson. Der kan stadig komme byger, men de er aftagende.
Du kan blive meget klogere i vores store guide til Balis klima.
Disse steder skal I besøge på jeres familierejse til Bali
Sanur
Her kan I se frem til strandtid, roligt vand og afslapning. Det er et godt sted for jer, der gerne vil komme helt ned i gear, og som gerne vil have en rolig base ved vandet. Fordi vandet er roligt uden for mange bølger her, er det et godt sted til familier med børn.
Ud over at Sanur indbyder til afslapning og hygge på stranden, er der god muligheder for at tage på udflugter og få kulturelle oplevelser. I kan blandt andet se templer såsom Bajra Sandhi Monument og tage på lokale markeder med blandt andet kunsthåndværk - for eksempel Sindhu Night Market. Sanur er også et godt udgangspunkt for sejlture.
Ubud
Drømmer I om at se templer, ruiner, kaffeplantager og rismarker? At være omgivet af idyllisk natur? At besøge lækre spisesteder? Så er Ubud stedet for jer. Der er virkelig smukt, og der er mange forskelligartede oplevelser at komme efter.
Er I eventyrlystne, kan I vandre til Mt. Batur, hvilket tager cirka fire timer, og nyde solopgangen, tage på zipline-tur eller prøve river rafting på Agung River. I kan også prøve det mere afslappede og rolige alternativ “river tubing”. Besøg også de smukke vandfald Kanto Lampo og Tibumana.
Når I er i Ubud, bør I heller ikke snyde jer selv for en omgang balinesisk massage.
Book et møde med en rejsekonsulent
Gili-øerne
Gili er et ø-paradis nær Bali bestående af tre små øer: Gili Air, Gili Trawangan og Gili Meno. Til familierejser anbefaler vi Gili Air. Alle de tre øer er trafikfrie - man kommer rundt ved at gå, cykle eller tage hestevogn. Transport er heldigvis stadig ganske overkommeligt, fordi afstandene er så korte. For eksempel er omkredsen af Gili Air kun cirka fem kilometer.
På Gili Air er det særdeles populært at tage på snorkleture, ligesom I kan tage ud at dykke. Mange tager også på sejlture i både med glasbund, hvor I kan følge med i, hvad der foregår under havoverfladen. Er I til surfing, er der også gode muligheder for at fange bølger på Gili.
Gili-øerne ligger en mindre sejltur fra Bali. Som regel sejler man dertil fra Sanur eller alternativt Padang Bai, og sejlturen tager et par timer. Vær opmærksom på, at der indimellem er vilde bølger på sejlturen.
Nusa Lembongan
Drømmer I om at opleve Bali, som det var for 20 år siden, før det for alvor eksploderede med turister? Så er Nusa Lembongan og de to andre Nusa-øer lige noget for jer. Her kan I nyde den hyggelige ø-stemning og smukke strande blot en halv time i båd fra fastlandet.
Nyd tiden på stranden med familien, eller tag på udflugter til Nusa Penida og Nusa Ceningan, hvor I blandt andet kan opleve klippeformationen Kelingking Beach, som også er kendt som “dinosaurerklippen”. Navnet skyldes, at klippen ligner en tyrannosaurus rex, når man ser den oppefra.
På Nusa-øerne kan I snorkle, dykke og tage på sejlture. Der kan dog være strøm her, hvis I bevæger jer lidt længere ud i vandet, så det er ikke det mest oplagte snorklested for mindre børn.
Skal vi skræddersy jeres familieeventyr?
Vil I gerne have hjælp til at planlægge jeres familierejse til Bali? Så kontakt os. Hos KILROY har vi mange års erfaring med at planlægge rejser til Bali – og resten af Indonesien – og vi ved, hvad der skal til, for at I får den perfekte ferie. Mange af vores rejsekonsulenter har erfaring med barselsrejser og rejser med børn og kender de behov og krav, der er, når man rejser som familie.
Vi sidder klar til at skræddersy en rejse, der matcher jeres behov, budget, interesser og ferietidspunkt. Book blot et uforpligtende møde med en af vores rejsekonsulenter, og lad os sammen tage et kig på sagerne.
Få hjælp til rejseplanlægningen