På en rejse til Cuba finder du hurtigt ud af, at her leves livet uden bekymringer. Du finder hurtigt ud af, hvor nemt det er at efterligne cubanernes charmerende og tilbagelænede livsstil. Cuba er fyldt til randen med fascinerende kultur, lækker mad, saftige drinks, varme og karismatiske mennesker. Her finder du grønne palmer på smukke strande, klatring og salsa, men husk at tid er ikke et tema her på øen, så gør som de lokale: Slap af!
Skriv til os og hør mere!
Backpacking i Cuba
Hvis du vælger at rejse til Cuba, finder du ud af, at det er et forholdsvist nemt sted at backpacke på egen hånd. Det er dog en klar fordel, hvis du kan tale spansk, især hvis du bevæger dig udenfor Havana (hvilket du jo med stor sandsynlighed gør). Kan du slet ikke tale spansk på forhånd, kan vi anbefale, at du tager et kort ophold på en sprogskole, så du kan lære spansk. Det vil give dig en masse fordele, når du skal rejse rundt i Cuba, og hvis du evt. kombinerer med Mellem- eller Sydamerika.
Backpacking i Cuba er, uanset hvad, en fantastisk oplevelse, og du kan glæde dig til at nyde de forrygende strande, de lækre lokale anretninger på en lille hyggelig taverna og, hvis du er i stemning til det, en omgang salsa inkl. lækre mojitos på en god fredag aften.
Bo lokalt på Cuba
Casa betyder hus på spansk, og i Cuba er et hus ikke bare et hus. I hvert fald ikke når det gælder de mange charmerende 'casas', der findes i rigt mål især i hovedstaden Havana og andre større byer, men også i mindre befolkede områder. Et sådant casa er rigtig nok et almindeligt hus beboet af en cubansk familie, som tilbyder rejsende overnatninger, og også for en ekstra skilling vasker dit tøj og laver mad til dig. Familierne elsker at invitere gæster indenfor i deres hjem på denne måde, og du vil hurtigt føle dig som en del af familielivet. Disse casa-oplevelser er nogle af de bedste, du vil tage med dig hjem fra rejsen til Cuba.
Det bedste af Cuba
På en rejse til Cuba, bør du besøge hovedstaden, Havana, der er elegant på sin egen specielle og lidt dovne måde, samtidig med at den er virkelig 'old school'. Her er mange smukke bygninger og bydele, især Old Havana med dens smalle, hyggelige gader og smukke balkoner. Et klart must i Havana er Museo de la Revolución, det gamle præsidentpalads, men også den livlige avenue El Malecón, hvor tingene for alvor sker. Du må heller ikke glemme at de lokale is, som mange kalder verdens bedste, og så selvfølgelig kaste sig ud i eventyret på dansegulvet i en af de mange salsa-klubber. Her er du selvfølgelig nødt til drikke en mojito eller tre. Denne drink kommer fra Cuba og fås ikke bedre noget andet sted i verden.
Vinales - Cubas bedste klatrested
Uden for Havana er Vinales et af de mest anbefalelsesværdige steder, i hvert fald hvis man er til klatring - området har ganske enkelt nogle af verdens bedste klatresteder. Vinales er også perfekt for en tur på cykel eller hesteryg og byder desuden på muligheden for at besøge en af de mange tobaksfarme.
Trinidad - Verdensarv og hvide strande
Man bør også lægge vejen forbi byen Trinidad, en af Caribiens bedst bevarede byer fra sukkerhandel-perioden og kolonitiden under spansk herredømme. Arkitekturen er imponerende smuk, og byen er i det hele taget et af de mest typiske og karakteristiske eksempler på det klassiske Cuba med pastelfarvede huse, flotte kirker og brostensbelagte gader. Byen er på UNESCOs særlige World Heritage List over særlig bevaringsværdig kultur og arkitektur. Samtidig er der massevis af trækplastre tæt på Trinidad: de flotte El Escambray-bjerge, kysten ved Casilda Bay og dens nærliggende vige med krystalklart vand, hvidt sand og fremragende snorkel- og dykkermuligheder, plus Valle de los Ingenios, sukkermøllernes dal, som også har World Heritage-status. På vejen til Trinidad fra Havana er det oplagt at stoppe ved Santa Clara, hvor man kan se Che Guevaras mindesmærke.
Også de indbydende hvide strande ved Varadero vil friste de fleste rejsende, og selv om Varadero er meget turistet, er det et udmærket sted at slappe af nogle dage, eventuelt på et af de mange - og forholdsvis billige - all inclusive-hoteller. Backpacking i Cuba kan sagtens lade sig gøre!