Abu Dhabi er De Forenede Arabiske Emiraters ultramoderne og futuristiske hovedstad. Abu Dhabi fremstår måske meget strømlinet ved første øjekast med de mange vilde bygninger og stemningen i byen, men der er masser af kultur og oplevelser at finde i byens smalle gader. Abu Dhabi er en utrolig multikulturel by, særligt på grund af de mange gæstearbejdere fra især Indien og Pakistan. Der er derfor masser af kultur og stemning at suge til sig her.
Skriv til os og hør mere!
Ultramoderne oase i ørkenen
Abu Dhabi ligger ved siden af Den Persiske Golf, og byen ligner en ultramoderne oase midt i landet der ellers er fyldt med ørken. Det er svært at forestille sig at for bare 50 år siden red de fleste her på kameler.
Fordi Abu Dhabi har gæstearbejdere fra hele Asien, er der masser af muligheder for at prøve forskellige variationer af asiatisk mad. Langt de fleste har nemlig taget madstilen fra deres hjemland med sig ind i Abu Dhabi. Så elsker du at kaste dig ud i nye spændende kulinariske oplevelser, så er der flere af dem at vælge mellem her.
Shopping i Abu Dhabi
Abu Dhabi er en moderne by med enorme bygninger, nye shoppingcentre og alt hvad hjertet ellers kan begære. Du skal i hvert fald nok få stillet shoppetrangen her! Det er det helt rigtige sted at være, hvis du drømmer om det nyeste elektronikudstyr til en rimelig pris. Sheik Zayed Street er fyldt med computer butikker så langt øjet rækker.
Stop-over muligheder i Abu Dhabi
Abu Dhabi er ikke en typisk backpacker destination, men det er en udmærket mulighed for et stop-over, hvis du rejser mellem Europa og Asien/Afrika/Oceanien. Tilbring et par dage her og overvej også at besøge Dubai – en anden vild by i Mellemøsten.
Forbered dig på varmen i Abu Dhabi
I juli og august er der op til 50 grader i Abu Dhabi, så overvej om det er på denne tid du ønsker at rejse hertil. Hvis du beslutter dig for at rejse på denne tid, kan du glæde dig over op til 50% rabatter på hoteller på grund af det lave antal besøgende under de meget varme sommermåneder.