En rejsende fortæller: Backpacking i Sydøstasien i mit sabbatår

"Hvis ikke du tager med, så tager jeg selv af sted". Det var den sætning, jeg kunne forholde mig til, da min kæreste gav udtryk for, at hun gerne ville af sted på en længere rejse. 

I virkeligheden var jeg ved at blive træt af mit salgsjob, som jeg havde taget for at tjene nogle penge, inden jeg skulle tilbage på SU, så timingen var egentlig fornuftig nok, men jeg havde aldrig rigtig rejst meget på egen hånd, så det var samtidig rimelig angstprovokerende, at skulle pakke tasken og begive sig ud i det ukendte.

Mange af mine kammerater havde allerede gjort det, og var nu godt i gang med deres uddannelse, men for mig kom det ikke helt så naturligt. Alligevel synes jeg også, at idéen om at lade min kæreste rejse alene var helt håbløs, da jeg for det første var rigtig glad for hende, og for det andet ikke vidste om vi også ville være sammen, når hun engang kom hjem som et helt nyt menneske. Og det blev så det los i røven, jeg nok havde brug for, for ærligt, så er jeg ret sikker på, at jeg ikke var kommet af sted, hvis ikke hun havde givet mig det "ultimatum".

Da vi endelig havde besluttet os for at tage af sted, forsøgte at vi planlægge hvad vi gerne ville opleve. Men når mulighederne er så mange, kan det være svært at lægge sig 100% fast på både rejserute og oplevelser undervejs, så vi besluttede os for at købe en one-way billet til Bangkok, og så bare tage den derfra, selvfølgelig assisteret af vores nyerhvervede Lonely Planet-bog om Sydøstasien. 

En af mine gamle yndlingsfilm er The Beach med Leonardo di Caprio, og hvis man ser bort set fra udseendet følte jeg mig fuldkommen som filmens hovedperson, Richard, der ankommer til Bangkok - en travl og hektisk storby, uden videre planer for, hvad der skal ske. Vi indlogerede os på et billigt hostel på Khao San Road, og der var fuld fart på barerne i gaden. Hver eneste aften endte vi med at spille pool og drikke billige øl sammen med alverdens øvrige backpackere, og hvis jeg inden rejsen troede jeg var noget særligt, der nu skulle ud og opleve verden, blev jeg slemt skuffet over at være omgivet af tusindvis af backpackere, der alle vidste alt om samtlige steder i regionen, og enten havde rejst på denne måde mange gange før eller var ved at afslutte en længere rejse.

Det sjove ved Bangkok er nok, at det typisk er enten startskuddet for backpackernes rejse eller slutdestinationen, inden turen igen går hjemad. Og efter at have snakket med forskellige alvidende folk blev vi hooked på idéen om at rejse sydpå i Thailand som det første.

Vi tog først et par dage i Hua Hin, der blandt andet medførte en seriøs solskolding på dag 1, inden vi besluttede os for at rejse mod én af de mest populære backpacker-øer langs Thailands østkyst, nemlig Koh Tao. 

Turen gik først til den Surat Thani hvorfra vi selvfølgelig hverken havde arrangeret færge eller andet, og da vi ankom om natten til havnen var vi heldige, at et fragtskib snart skulle lette anker og sætte kursen mod Koh Tao. Sammen med 4 andre backpackere fik vi forhandlet os frem til en (billig) pris for overfarten, og lagde os til rette i et mix af maskin- og lastrum. Sejlturen tog 6-7 timer og var absolut forfærdelig. Med rygsækken som hovedpude lå vi og krydsede fingre for, at det noget nedslidte skib ikke ville synke undervejs i det temmelig gyngende hav. 

Selvom færgeturen skulle udnyttes til nattesøvnen, var der ingen der lukkede et øje i løbet af turen, og da vi ankom til øen tidligt næste morgen, var vi alle sammen helt smadrede. 

Fra havnen på Koh Tao, blev vi kørt til øens store strand, hvor langt de fleste af øens hostels er beliggende. Spørgsmålet er så, om man kan tage til Thailands mest populære dykker-ø uden uden at dykke?

Vi vurderede, at det kunne man godt, men efter et par dage fandt vi hurtigt ud af, at samlingspunktet på barerne om aftenen var de dykkereventyr, som nærmest samtlige backpackere havde oplevet i løbet af dagen. Som en ægte Leonardo di Caprio besluttede vi os efter en uges tid for at sætte kursen mod landets vestkyst og Koh Phi Phi (hvor The Beach jo blev optaget).

Koh Phi Phi består af to øer, og hvor den ene er mulig at bo på, er den anden kun mulig at besøge på en dagstur. Vi bor på Phi Phi Don, der er fyldt med primært barer, små butikker og hostels. Livet her handler om at slappe af ved stranden, sejle rundt i Andamanerhavet og hygge sig på barerne med de andre backpackere om aftenen.

Fra Phi Phi-øerne beslutter vi os for at rejse til det nordlige Thailand, og først går turen forbi Kanchanaburi med den legendarisk bro over floden Kwai, inden vi med nattog fortsatte til Chiang Mai i den nordlige del af Thailand.

Chiang Mai er berømt for de mange fede trekkingmuligheder i den vanvittige natur og så har byen også et gigantisk natmarked. Lidt nord for Chiang Mai finder man byen Chiang Rai, der er det oplagte udgangspunkt, hvis man vil sejle med slow boat langs Mekongfloden til nabolandet, Laos. En rejse vi besluttede os for at prøve kræfter med.

Vi købte de billigste af de billige billetter, og ankom sent til havnen, hvor den oldgamle træbåd lå til kaj. Det betød, at vi fik en træbænk uden tilhørende bord ombord på hvad det føltes som verdens længste sejltur. 7-8 timer i sneglefart langs Mekongfloden, inden vi nåede vores pitstop halvvejs mod Luang Prabang i Laos. Omgivelserne var utrolig smukke, det kan man ikke tage fra turen, men det gik langsom, og det var meget lidt komfortabelt. 

Efter en overnatning i en by, jeg simpelthen ikke kan huske navnet på, gik turen videre på dag 2. Her ventede der 9 timers sejlads, og denne gang beslutte vi os for ikke at sidde forkrampet sammen mellem træbænkene, og i stedet lagde vi os om i maskinrummet, hvor man kunne strække benene og parkere hovedet på hver vores backpack. Det larmede, men et par gode ørepropper tog den værste støj, og det var generelt bare nice ikke at skulle sidde sammenkrøllet på en træbænk i 9 timer. Og frem kom vi da også!   

Laos er meget anderledes end Thailand. Det er langt mindre turistet, men vanvittig smukt. Vores rejse startede i Luang Prabang, hvor vi sammen med backpackere fra et par andre lande endte med at bruge flere dage i området omkring byen. Fra Luang Prabang gik turen videre til Vang Vieng, der er kendt som lidt af et party-hotspot for unge turister i Laos. Her kunne man vælge at sejle ned langs den lokale flod i baderinge, hvor der var stop ved utallige barer langs floden - en tur, hvor jeg ikke husker meget af de sidste timer, hvilket når jeg tænker tilbage, egentlig var rimelig uansvarligt.

Vi sluttede eventyret af i Vientiane, der er hovedstaden i Laos. Byen er ikke videre interessant, og det var udelukkende fordi, vi ikke kunne få en flybillet til Hanoi hurtigere, at vi endte med at blive hængende i 3 dage.

Vietnam hektiske storbyer og smukke natur

Vi lagde ud med nogle dage i Hanoi, som er, hvis du ikke har rejst i Sydøstasien før, en af de absolut mest hektiske storbyer. Der er en milliard scootere i byen, og du skal ikke besøge Hanoi for at finde din indre ro. Derimod skal du besøge Hanoi, hvis du gerne vil opleve livet i en kæmpe by med masser af markedspladser, små lækre lokale streetfood-boder og hyggelige barer.

Fra Hanoi gik turen til Halong Bay, hvor vi havde booket en 3 dages sejltur rundt mellem de mange smukke kalkstensklipper, med overnatning under åben himmel på toppen af båden. En vildt fed oplevelse, hvor det eneste man kan høre er fuglenes kvidren og cikadernes lyde. 

Fra Halong Bay gik turen med natbus sydpå til Hoi An. En tur jeg sjældent vil glemme, da jeg undervejs om natten vågner liggende i ske med en vietnamesisk mand, og ikke min kæreste, som jeg i min nattesøvn nok havde forventet. 

Hoi An er mest kendt for at være hjemsted for mere end 200 skræddere, og det er et oplagt sted at friske garderoben op med jakkesæt og skjorter. Vi endte med at købe så meget, at vi måtte købe en ekstra kuffert og sende den hjem med posten. Den billigste shippingmulighed resulterede i, at kufferten først kom frem efter vi var hjemme i Danmark igen. 

En kort køretur på scooter fra Hoi An finder du en gigantisk hvid sandstrand, hvor der var meget få turister. Et skønt sted at bruge dagen, mens skrædderne i Hoi An fik færdiggjort vores bestillinger. 

Vi sluttede vores eventyr i Vietnam af i Ho Chi Minh City, som vi dels oplevede som mere rolig end Hanoi og som i øvrigt havde masser af spændende kulturelle sights. Jeg kan i højere grad anbefale Ho Chi Minh end Hanoi, selvom sidstnævne jo er gateway til Halong Bay, der er et absolut must see!

Fra Ho Chi Minh City gik turen over grænsen til Cambodja med bus. Og hvilken tur det var. Bussen blev pakket til det yderste, og da vi fik anvist os vores bus, var der hverken siddeplads eller plads til vores bagage, så i den første halvdel af den 7-8 timer lange tur måtte vi stå op på en noget bumpet vej fra Vietnam til Cambodja. Her skulle vi nok have booket en dyrere bus og sørget for at arrangere siddepladser. Da halvdelen af busturen er gået, og vi skal skifte bus omkring grænsen bliver vi bedt om at gå hvad der minder om en en halvmarathon igennem et regnfuldt og mudret landskab med al bagagen, inden vi når frem til bus nummer 2. Her får vi heldigvis et sæde hver, men der er ingen tvivl om, denne dagsrejse er én vi gerne ville have gjort om.

Cambodjas skønne lokalbefolkning

Landet i sig selv har jo været genstand for et af de mest brutale folkemord i nyere tid under Khmer Rouge regimet i slut 70'erne, og den barske historie er til at få øje på, når man besøger nogle af de områder (særligt i udkanten af hovedstaden Phnom Penh). Her får man et indblik i de blodige opgør mellem et vanvittigt regime og en sagesløs befolkning. 

Ser man bort fra Cambodjas historie, er landet fyldt med fantastiske byer og en vanvittig imødekommende lokalbefolkning.

Vi nåede naturligvis at bruge et par dage omkring Angkor Wat og så fik vi sluttet vores backpackerrejse i Sydøstasien af med et fantastisk ophold i den sydlige kystby, Sihanoukville, hvor både den lækre sandstrand og de hyggelige aftener med andre backpackere står klarest i erindringen.

Vi afsluttede turen med et par dage i Bangkok inden vi satte kursen hjem mod Danmark igen efter 3 måneders fantastisk eventyr!

For det første er Sydøstasien stadigvæk utrolig billigt at rejse rundt i sammenlignet med andre populære backpackerdestinationer som f.eks. Australien og New Zealand. I Sydøstasien får du en fed kombination af sindssygt smukke landskaber og fantastiske strande, og så skal man ikke glemme maden, som bare er fænomenal overall.