Vi er tilbage med flere vilde rejseeventyr fra vores rejseeksperter
I denne miniserie præsenterer vi nogle af vores rejseeksperters vildeste og sjoveste rejseminder - både de gode og de dårlige. Vi anbefaler ikke, at du kaster dig ud i de samme situationer selv, men det er altid sjovt at høre andres rejseminder (og gyserhistorier). Og så er det vigtigt at huske, at selvom det hele ikke altid går præcis som planlagt, så er det ikke jordens undergang. Faktisk er det for det meste historierne hvor alt gik galt, dem vi ender med at huske bedst, og det er de historier, vi bliver ved med at fortælle vores venner og familie om igen og igen.
Lizzie KILROY Sverige - Kina
Mit største rejseeventyr var nok, da jeg tog til Kina i 5 måneder. Jeg boede i Tianjin, men jeg rejste også til Zhangjiajie, Hainan, Shanghai og Beijing mens jeg var der, og hold op det var et vildt eventyr!
Under mine 5 måneder i Kina havde jeg både nogle af mine bedste og værste rejseoplevelser nogensinde. Det er lidt besværligt at rejse rundt i Kina, da ikke særlig mange taler (godt) engelsk og kulturen er meget anderledes, end det vi er vant til i vesten. Derfor kan man ikke undgå små misforståelser hver dag. For eksempel: du er på vej i én retning og håber det er den rigtige, uden at vide om det er det og uden at du kan spørge nogen, for de kan ikke forstå dig eller fortælle dig hvor du skal hen. Hvis de alligevel forstår dig, så forstår du ikke dem, om du er på rette vej eller hvordan du kommer hen til din destination. Når du er til BBQ, spiser du (helt bogstavlig talt) hver eneste del af en ko, uanset om du kan lide det eller ej. Noget af det værste jeg oplevede, mens jeg var afsted, var at jeg besøgte tre hospitaler, alt sammen på grund af et brækket haleben og nogle meget irriterende nyresten. På hospitalet (hvor du måske tror, der er nogle, som kan tale engelsk) lavede de en ultrasound på den forkerte nyre, og selvom jeg flere gange prøvede at forklare dem, at det var den anden nyre, forstod de det ikke.
Heldigvis endte det helbredsmæssigt positivt, men jeg vil anbefale alle der rejser til Kina (eller hvilket som helst andet land udenfor EU), at anskaffe sig en rejseforsikring der dækker, hvis du skal på hospitalet. Du kan takke mig på forhånd! Sikkerhed er ikke rigtig en prioritet nogle steder. De barer jeg besøgte, havde det højeste støjniveau, jeg nogensinde har oplevet, det er helt umuligt at føre en samtale eller bestille den rigtige drink, så husk at tage ørepropper med! Noget af det mærkeligste jeg oplevede, var at du ikke får chips eller peanuts, når du bestiller øl, men i stedet får du frugt. Du prutter om prisen over alt, selv på caféer og i de store indkøbscentre, hvor du ellers forventer faste prister. Da jeg er en ægte foodie, var den største omvæltning for mig, at alt du regner med, der er salt, er sødt og omvendt. Det resulterede i et par MEGET skuffende madoplevelser.
Det var desværre ikke de eneste skuffelser. Kineserne er lidt anderledes, når det kommer til at bevare deres naturlige vidundere. Vi læste om Hainan på nettet, hvilket skulle være denne her smukke "hawaiianske" ø. Da vi ankom til der til, var det lidt en anden oplevelse. Ja, det var smukt, men der var også en masse dynger af affald i havet, hvilket gjorde alle vandaktiviteter til et absolut no-go. Vi prøvede at booke nogle aktiviteter, mens vi var der, men vores forespørgsler blev bare afvist? Jeg ved stadig ikke helt, hvad der foregik, om det bare alt sammen var fuldt booket eller en form for racisme. Heldigvis, var det ikke alt sammen dårligt! I Shanghai fik jeg verdens dyreste brunch, men det var FANTASTISK. Champagne og skaldyr og den ene dessert efter den anden. Det var som at komme i himlen for en foodie som mig og noget som jeg helt sikkert kan anbefale. Helt overordnet er Kina et stort, underligt, sjovt og meget anderledes sted!
Abel, KILROY Belgien - Belize
På min rejse til Mellemamerika, besøgte jeg Belize. Det er et af verdens smukkeste lande, smukkere end noget du overhovedet kan forestille dig. Det er et sandt paradis, som endnu ikke er blevet overrendt af turister. Jeg fik nogle nye venner, da jeg var i Guatemala og vi mødte hinanden igen i Caye Caulker, hvor vi besluttede os for at leje nogle cykler. Caye Caulker er den her smukke caribiske ø, fyldt med de flotteste sandstrande og farverige huse. En lille flod deler øen op i Nordøen og Sydøen. På Sydøen findes Caye Caulkers eneste landsby og Nordøen er tæt bevokset med mangroves og masser af smukke planter og dyreliv.
Vi cyklede hele vejen op til Nordøen for at se krokodiller, da vi havde hørt, at de skulle bo blandt mangrove træerne. På vores dagstur fik vi desværre ikke rigtig set dem tæt på, vi så dem bare ligge stille i vandet. Dagen efter tog vi på kajaktur for at se solnedgangen ved Caye Caulker, og her besluttede en i vores gruppe at tage nogle lidt ekstravagante billeder. Det viste sig at være en forfærdelig beslutning, da vi mistede balancen og væltede ned i vandet. Da man aldrig helt ved, hvad der svømmer rundt i vandet, skulle vi hurtigt tilbage til bredden. På vejen ind kunne vi ud af øjenkrogen se, noget der kom tættere og tættere på. Da vi vendte vores hoveder, så vi en (lille, men stadig!) krokodille, så vores ønske om at se krokodiller helt tæt på, blev lige lidt for tæt på!
Thea, KILROY Danmark - Ecuador
Det her er historien om min rejse til Ecuador, i Sydamerika. Min rejsemakker og jeg havde været på Galapagos-øerne i et stykke tid og havde bare en halv dag i Quito (Ecuadors hovedstad), inden vi skulle til lufthavnen kl. 01:00 om natten. Da vores søvnrytme ville blive ødelagt uanset, besluttede vi os for at holde os vågne og bare hænge ud på vores hotelværelse så længe. Så langt så godt, ikke? Det var lige indtil strømmen gik på vores hotel, en time før vi skulle køre til lufthavnen. I øjeblikket tænkte vi ikke så meget over det og brugte bare vores lommelygter til at pakke det sidste. Da klokken var 00:55 tog vi vores tasker ned i receptionen og fandt ud af, at strømmen stadig var gået. Det viste sig, at hoteldøren og porten kun virkede, når der var slået strøm til. På det her tidspunkt, gik det op for os, at vi var fanget på vores hotel. Da vi allerede var ret presset på tid, var det rigtig dårlige nyheder.
Receptionisten løb rundt for at finde en løsning, og vi endte med at gå ud gennem en ikke-elektrisk bagdør. Desværre, løste det ikke vores problem, da vi stadig ikke kunne komme ud gennem porten. Vores taxachauffør ventede på os på den anden side af porten. Vi prøvede at få vores taxachauffør til at hjælpe os med at åbne døren udefra. Efter en halv time var vi slet ikke kommet videre, og det var ekstremt frustrerende, men vi kunne ikke gøre andet end at håbe på porten på et tidspunkt ville åbne, og alle prøvede at hjælpe os så meget som overhovedet muligt. Efter 20 minutter mere fik de endelig porten op, og så skyndte vi os til lufthavnen med fuld fart. I Quito er der ret langt fra centrum til lufthavnen, så nu var vi endnu mere presset på tid. Men vores chauffør drønede bare gennem Quitos gader og heldivis nåede vi vores fly i allersidste øjeblik!
Liza, KILROY Holland - Colombia
Min historie er fra da jeg backpackede gennem Colombia, et overraskende stort land, så det tog ret lang tid at komme omkring. En dag ville jeg og to andre rejsende fra Israel rejse fra Bogota til Salento med en natbus. Natbusser er gode nok, du sparer på overnatning, du bliver transporteret mens du sover, og du sparer værdifuld tid, som du i stedet kan bruge på at udforske om dagen. Busturen skulle tage ca. 8 timer, hvilket var fint, da vi kunne sove på bussen. Vi betalte lidt mere for ekstra komfort, med sæder som kunne lænes helt tilbage, så vi var totalt klar til bare at sætte os ind for at sove.
Men foran os ventede en kedelig overraskelse. Vejene var oversvømmet, så efter et stykke tid kunne vi ikke køre længere. Vi var fanget midt på vejen, og vi kunne ikke gøre noget. Men vi var også midt ude i ingenting, hverken tæt på en by eller et hotel, så vi kunne heller ikke rigtig forlade bussen. Ind i mellem kørte vi en halv meter og stoppede igen. Det blev ved og ved i et stykke tid. Lang historie kort: busturen endte med at tage 42 timer!!! Jeg laver ikke sjov. Men man skal altid se på den positive side, især når man rejser! Heldigvis for os fejlede udsigten ikke noget. Jeg er også virkelig taknemmelig for de søde lokale, som kørte rundt på deres motorcykler og solgte os sodavand, snacks og små måltider bestående af stegt kylling og ris, det var ikke meget, men det var nok til at leve på. Vi kunne stå af bussen og strække vores ben på de strækninger, hvor vi ventede i længere tid, men vi kunne ikke gå langt, da vi ikke vidste, hvor vi var og hvordan vi skulle komme videre uden den dumme bus. Det var den værste bustur nogensinde, men når jeg ser tilbage på det nu, var det også lidt sjovt, og det er helt sikkert en oplevelse, jeg aldrig glemmer! Vi fik endda et par nye venner på bussen, og det bedste af det hele er at denne historie sikrede mig mit jobinterview hos KILROY!
Vil du høre mere fra vores rejseeksperter?
Der er mange historier at fortælle endnu, og vi skal nok blive ved med at dele dem. Ikke kun via vores blog, men også på vores sociale medier og til vores events og webinarer. Book et møde og få personlige rejsetips til dit næste eventyr.
SKRIV TIL OS