Verdenskortet er mit menukort - og jeg skal bede om én af hver tak!
Første gang jeg begav mig ud på en længere rejse, blev jeg ramt - ikke ramt af rejsefeber, men af en alvorlig frygt for hvad der ventede mig. Frygten for det uvisse. Jeg var 17 år, og den efterfølgende måned var jeg i besiddelse af en Interrail billet, som skulle føre mig rundt i Europa. Første stop var Amsterdam, og mødet med et dorm-room og farverige argentinere var en helt ny ting for mig. Desto længere jeg begav mig syd-øst på, igennem det europæiske landskab, jo mere blev de mange forudindtagede forestillinger afmystificeret, og frygten for det uvisse blev omvekslet til en sult efter det uforudsigelige. Denne sult er kun tiltaget med tiden, og jeg har blandt andet spist mig igennem lange dykkereventyr i Asien, dyrket alverdens former for ekstremsport på New Zealand, road-trippet og studeret i USA, arbejdet i den støvede australske outback, og fået den latinamerikanske kultur ind under huden.
Hver gang jeg er vendt hjem efter en lang rejse, har det altid været med en fornyet tilgang til den normale hverdag i Danmark. Den vilde energi, nye perspektiver og vanvittige historier, som man med garanti bringer med sig hjem, har været medvirkende til, at jeg i dag ser verdenskortet som et saftigt menukort, hvor jeg bare skal bede om én af hver.