En rejsende fortæller: På tværs af Asien på Den Transmongolske Jernbane

En rejsestart i Putins baghave

Det er svært at vide, hvad man skal forvente, når man rejser til Rusland. Et land de fleste unge danskere nok mest af alt kender fra uheldige overskrifter i de internationale nyheder. Alligevel var Rusland nok det land, vi var mest spændte på at opleve - mest af alt, fordi vi ville overraskes, og fordi vi ville sætte et ansigt på de lokale og opleve nuancerne ved et land, hvor der også findes mænd med andre fornavne end Vladimir, hvor et smil er oprigtigt men fortjent, og hvor vodkaen bare smager bedre.

MOSKVA: Vores rejse startede i Moskva, hvor vi selvfølgelig fik set den røde plads, beundret Kreml og taget billeder med det kendte slikkepinds-slot, Vasilij Katedralen. I dag er det dog de tilfældige oplevelser, der huskes som de vigtigste - de oplevelser som gjorde turen til vores, og hvor vi virkelig følte, at vi lærte Rusland lidt at kende. Som da vi var på Rock'n Roll bar og fik shots med tatoverede muskelbundte, da vi lærte russiske kortspil fra de lokale, eller da vi var til offentlig VM-teknofest i eftermiddagens sollys i Gorki Park.

Oplevelsen på verdens længste togstrækning

OMBORD PÅ JERNBANEN: Med grove tømmermænd og en taske pakket med nudler, vodka og lidt frugt gjorde vi os klar til 3 dage i en togkupé. En togstrækning der lyder voldsom på pairet, men som i dag ligger i den absolutte top af de vigtigste rejseoplevelser i mit liv. Den endeløse natur, en god bog og lidt hjælp fra min gamle gameboy color gjorde togturen hyggelig. En kop kaffe, mens man betragter morgenduggen på togskinnerne, kortspil med vodka til langt ud på natten, sjove sammenstød med de lokale, og ikke mindst en fantastisk ven, gjorde togturen uforglemmelig.

Det lyder måske som om, at jeg romantiserer rejsen, og det er helt sikkert vigtigt at forholde sig realistisk til, hvad man går ind til, når man vælger at rejse på Den Transmongolske Jernbane. 7 dage i alt i en togkupé er lang tid, madmulighederne er få, og grænseovergangene er bureaukratiske, og lige netop på sådan en type rejse, er det derfor afgørende for ens oplevelse at man er lige så interesseret i de skæve nuancer, som man er i seværdighederne på vejen! At man er klar på at drikke øl kl. 10 om morgenen med en russer, der ikke kan et pløk engelsk, men som er begejstret for at bruge Google Translate til at fortælle dig om sin familie, og som efterfølgende fortæller dig, at du har en ven i Rusland, som du altid kan overnatte hos, hvis du en gang lægger vejen forbi hans hjemby et sted nord for Kazakhstan igen.

Naturoplevelserne er mange, og mødet med kulturerne er fantastiske, men det helt specielle ved denne tur er og bliver selve rejsen.

Irkutsk, verdens dybeste sø og en mongolsk stjernehimmel

IRKUTSK OG BAJKAL SØEN: Med stive ben og maver fyldte med instant noodles nåede vi frem til Irkutsk og Bajkal søen i det centrale Rusland. De næste 5 dage gik med at få oplevet så meget af den smukke natur omkring Bajkal som muligt - og få brugt den overskydende energi, som kroppen trods alt opbygger efter 3 dage i et tog. Blandt de bedste oplevelser var morgensang fra de lokale Babushkas (russiske bedstemødre), køretur med teknomusik på stranden og ATV tur i bjergene med udsigt over disen, der slanger sig mellem de uendelige skovområder.

MONGOLIET: Vi nåede lige akkurat en bytur i Irkutsk, inden vi hoppede ombord på den næste togstrækning på ca. 30 timer mod Ulan Bator i Mongoliet. Trods søvnmangel tilbragte vi alligevel de første mange timer med at stirre ud af vinduet for at indtage de sidste indtryk af den smukke natur omkring Bajkal søen fra det tøffende tog. Da søvnen endelig havde overvundet os, og vi senere vågnede, havde naturen fuldstændig ændret sig! Sibiriens grønne skove var blevet udskiftet med Mongoliets øde ørkenlandskaber, som vi kunne beundre i solopgangen med en kop kaffe af tvivlsom kvalitet, men som alligevel smagte fantastisk. 

Da vi nåede hovedbanegården i Mongoliets hovedstad begav vi os direkte ud i ødemarken for at opleve mongolske templer, ride på kameler, vandre rundt for at nyde de smukke udsigter og overnatte i de ikoniske yurts. Den efterfølgende dag drog vi tilbage mod Ulan Bator for at udforske byen og smage Mongolsk barbecue. Blandt de bedste oplevelser i Mongoliet var at se stjernehimlen om natten, få dumme selfies med den enorme Genghis Khan statue og tage i byen på Ulan Bators overraskende gode cocktail barer. 

I mål ved Den Kinesiske Mur

Efter endnu en succesfuld bytur, gjorde vi os klar til vores sidste togstrækning på godt og vel 24 timer mod Kina. Efter at have oplevet over 3 dage på skinnerne, bliver de fleste togture heldigvis sat i et nyt perspektiv, og 24 timer gik derfor overraskende hurtigt – især når man sover mange af dem væk med tømmermænd.

BEIJING: Næsten 8.000 kilometer i tog var lagt bag os, og vi var nu klar til at opleve en af verdens største og mest intense storbyer. Med vores fokus fast rettet på at få det bedste ud af selv de mindste nuancer ved vores uortodokse rejsevalg, havde vi helt glemt at glæde os til at opleve den største seværdighed på rejsen, nemlig den Kinesiske Mur. Et genialt tip fra vores rejsekonsulent Morten hos KILROY fik peget os mod en del af muren, som er stort set fri fra turister, og så ligger denne del af muren ved en flod, hvilket gør udsigterne ekstra smukke! En blanding af de lave forventninger og euforien over at have nået guldet for enden af regnbuen gjorde vores dag ved den kinesiske mur helt uforglemmelig.

Vi tilbragte de sidste dage af vores rejse med en god blanding af seværdighedsjagt og uforpligtende udforskning. Vi fik vores billeder ved den forbudte by og ved Beijings sommerpalads, men igen er det de skæve nuancer, som står klarest i min hukommelse. Som da vi slentrede rundt blandt markeder og caféer i Bejings Hutong kvarterer, da vi blev inviteret til rooftop party med udvekslings studerende fra hele verden, eller de utallige billeder, som vi fik taget med de lokale – kinesernes lyst til at tage billeder med turister står i enorm kontrast til russernes mere afholdende attitude overfor fremmede.

En rejse med Den Transmongolske Jernbane er ikke nødvendigvis for alle, men for mig er det den bedste rejse i mit liv. Rejsen er spækket til med seværdigheder, smuk natur og interessante kultursammenstød, men det er alle de små ting, og alle de skæve oplevelser, som virkelig gør det til et særligt minde. Det er en rejse, hvor det føles lige så stort at kaste en tennisbold frem og tilbage på en togstation et eller andet sted nord for Kazakhstans, som det er at stå på toppen af den Kinesiske Mur.