Få en spektakulær oplevelse på hjul
I Chiang Mai i Thailand er det hele vendt på hovedet. Her kører de i den ”forkerte” side, er ultra tålmodige med cyklende turister og går ikke super meget op i sikkerhedsseler. Hvis du har mod på en oplevelse udover det sædvanlige, og gerne vil opleve den pulserende by på en autentisk måde, hvor du selv sætter tempoet (bogstaveligt talt!), ja, så er der flere måder at gøre det på.
Trods varmen og tag med på en cykeltur gennem den pulserende by med højtråbende lokale. Tag en pause på en gadecafé og læg vejen forbi et af de mange templer, som byen huser. Du kan også leje din egen tuk tuk og køre en tur på de lokale kanter af Chiang Mai. I byens udkant venter dig gudeskønne rismarker og smilende lokale.
Sid bag rattet på egen Tuk Tuk
Du har sikkert hørt om den ikoniske tuk tuk, der ofte forbindes med Thailand. Tuk tuk'en er en ombygget 3-hjulet motorcykel der som regel bliver brugt som taxa eller til at transportere fødevarer, og er en fantastisk måde at opleve byen på.
Tuk Tuk'en kan godt være en af de "dyrere" transportformer, men er helt klart en oplevelse værd - bare husk du ALTID skal aftale en fast pris på forhånd! Den er rigtig god på de kortere distancer, men skal du langt, kan du overveje at gå med en lidt billigere og mere komfortabel løsning, med eksempelvis almindelig taxa med løbende taxameter.
Hvis du er helt vild med Tuk Tuk'en og bare tanken om at kunne få lov til at prøvekøre en, får dig op at køre, ja, så kan vi fortælle dig at det rent faktisk godt kan lade sig gøre! Det er nemlig muligt at komme ud på de lokale kanter af Chiang Mai og få en helt spektakulær oplevelse ud over det sædvanlige, bag rattet i din helt egen Tuk Tuk.
Gør som de lokale og hyr en Songthaew
Okay, her får du ikke selv lov til at styre rettet og trykke på speederen, men det er måske også meget bedre at lade de lokale om det.
Songthaew betyder "to rækker" og dækker over en pick-up truck med en bænk i hver side. I Thailand er Sonthaew'en meget udbredt som en lokal taxa, og mange steder fungerer den som en slags hop-on/hop-off dele taxa/bus, hvilket er et super smart koncept, når man gerne vil fra A til B i en stor by, ikke har så meget tid og gerne vil gøre som de lokale.
Godt nok er der hverken sikkerhedsseler eller airbags, men turen i en Songthaew er nu meget behagelig. Du kommer for alvor helt tæt på de lokale, når I sidder side om side på de to rækker.
Oplev byen på cykel
Chiang Mai er kendt som en hipster-by, på grund af den rimelig afslappede stemning i byen, men mange små gader og stræder med caféer, restauranter, gadekøkkener og meget mere.
Når man ankommer til Chiang Mai, kan det godt være svært at gennemskue de forskellige områder og finde de små skjulte skatte der er gemt rundt omkring i byen. Derfor kan man med fordel spænde hjelmen, hoppe op på cyklen og blive guidet gennem byen på to hjul.
En guidet cykeltur er faktiske en af de hurtigste, og billigste, måder du hurtigt og nemt kan danne dig et overblik over byen, og finde de områder du gerne vil udforske nærmere på egen hånd under dit ophold.
Selvom vi er vant til at cykle derhjemme, kan det være rimelig angstprovokerende at sætte sig op på sadlen i den pulserende trafik i Chiang Mai - for det første er der super meget trafik, for det andet har de ikke som sådan cykelstier og for det tredje kører de i den forkerte side.