Kom bag facaden og mød lokalsamfundet
Hvordan føles det at være en del af det lokale liv – bare for en stund? Hvad sker der, når man virkelig lytter, deltager og lærer sammen med dem, der bor der? Gå Lokalt handler om at komme væk fra det overfladiske og tættere på det autentiske. Her dykker eleverne ned i det lokale samfund, kulturen og hverdagen, som den leves dér, hvor studieturen foregår.
Oplevelser, der støtter lokalsamfundet
Det kan være alt fra lokal storytelling og dialog med unge, til samarbejder med skoler, frivillige eller sociale projekter. Det er oplevelser, der støtter lokalsamfundet og samtidig giver eleverne en dybere, mere vedkommende forståelse af stedet og dets sjæl. Men det er også et tema, der tør dykke ned i gadens triste historier, og høre fra lokale, hvor livet ikke altid har været en dans på roser.
Der stilles skarpt på spørgsmål som:
🤔Hvilke sociale udfordringer findes der i gadebillede?
🤔Hvordan arbejdes der aktivt med at løfte de lave sociale klasser ?
🤔Hvordan bruges Street Art-scenen til at udtrykke politiske budskaber?
FN’s verdensmål i fokus
Selvom Going Local kan indgå i mange forskellige kontekster, lægger temaet særligt op til refleksion omkring disse verdensmål:
Mål 4 – Kvalitetsuddannelse
Et dybdegående indblik i, hvordan man i lokalsamfundet arbejder på at sikre lige adgang til uddannelse, uanset hvilken baggrund individet kommer fra.
Mål 8 – Anstændige jobs og økonomisk vækst
Forståelse for, hvordan der arbejdes med at styrke små erhverv, sikre gode arbejdsvilkår til alle, samt hvordan man skaber langsigtede muligheder for vækst.
Mål 10 – Mindre ulighed
Indsigt i de sociale og økonomiske skel, der præger mange lokalsamfund og hvordan lokale initiativer forsøger at mindske forskellene og skabe større lighed.
Mål 11 – Bæredygtige byer og lokalsamfund
Viden om, hvordan samfundet arbejder med egne løsninger på udfordringer som boligforhold, mobilitet, fællesskab og bæredygtighed.
Destinationer for Gå Lokalt
Amsterdam
I Amsterdam rykker vi helt tæt på livet bag turistfasaden. Her møder eleverne de mennesker og historier, der former byens sociale, kulturelle og økonomiske landskab. Tematuren udfordrer fordomme og skaber refleksion over sociale forhold, rettigheder og bæredygtige fællesskaber i en moderne storby. Eleverne får mulighed for at forstå, hvordan byen arbejder med både integration og ulighed, og hvilke sociale udfordringer der findes på gadeniveau.
Berlin
Berlin giver eleverne en dybdegående forståelse af byens unikke samfundsforhold, fra hjemløse og socialt udsatte til det pulserende street art-miljø. Gennem autentiske ture og møder med lokale guider får de et sjældent indblik i de menneskelige historier, der præger byens sociale struktur. Tematuren udfordrer elevernes syn på samfundsforhold, og de lærer om vigtige temaer som hjemløshed, integration, og de kreative kræfter, der giver liv til Berlins gader.
Paris
Paris er meget mere end Eiffeltårnet og Champs-Élysées. Under overfladen gemmer byen på levende lokalmiljøer, kreative fællesskaber og bæredygtige initiativer, som former fremtidens storbyliv. På vores Going Local-temature møder eleverne en anden side af Paris – gennem street art, graffitiworkshops og besøg på projekter som La Recyclerie, der omdanner gamle jernbanestationer til grønne oaser. Fokus er på personlig kreativitet, miljøbevidsthed og socialt engagement. Turene giver eleverne mulighed for at reflektere over, hvordan samfund, kunst og bæredygtighed hænger tæt sammen i et moderne storbymiljø.
New York
New York er mere end skyskrabere og Times Square. Her gemmer gaderne på historier om kamp, kreativitet og fællesskab – fortalt gennem beats, dans og street art. På en guidet hip hop-tour med lokale kunstnere får eleverne indblik i kulturens rødder i Bronx og Harlem. Her møder de en bevægelse skabt af unge, der brugte kunst som modstand og som stemme i en delt verden. En tur der viser, hvordan kreativitet kan skabe fællesskab og forandring.
Island
Island er et land, hvor natur, historie og fortællinger smelter sammen i et stærkt kulturelt fællesskab. På denne tematur oplever eleverne, hvordan identitet, traditioner og livsformer præger det moderne islandske samfund. Eleverne oplever landet på ryggen af islandske heste og mærker forbindelsen mellem natur og kultur. I Reykjavik går de i fodsporene på historiske skikkelser og stærke kvinder, der har formet landets udvikling, og de møder fortællinger om alfer, trolde og vikingernes efterladenskaber – myter og virkelighed væves sammen i et levende møde med den islandske folkesjæl.
London
London er meget mere end Big Ben og Buckingham Palace. Bag de ikoniske facader gemmer sig et levende lokalmiljø fyldt med street art, stærke stemmer og sociale fællesskaber. På vores Gå Lokalt-tematur oplever eleverne en anden side af storbyen – fra farverige vægmalerier med politiske budskaber i East End til personlige fortællinger fra tidligere hjemløse, der guider gennem byens skjulte gader og skæbner. Turen giver indblik i, hvordan kunst, identitet og sociale spørgsmål spiller sammen i det moderne London – og hvordan byen formes nedefra af dem, der bor i den.
Budapest
Oplev Budapests mangfoldige kvarterer og mød byens beboere: romaer, muslimske indvandrere, jødiske familier og kinesiske handelsfolk. Turen går bag facaden og viser, hvordan forskellige kulturer og traditioner lever side om side. Besøg skjulte steder som en lokal synagoge og få indsigt i sociale strukturer, tolerance og kulturel sameksistens. En unik mulighed for at reflektere over byens mangfoldighed og samfundsudfordringer.
Madrid
Madrid er ikke kun Spaniens hovedstad - det er også et sted, hvor hverdagsliv, tradition og migration flettes sammen i en dynamisk fortælling. Her lever latinamerikanske familier side om side med nordafrikanske handlende, spanske kunstnere og unge fra hele Europa, som har fundet deres hjem i byen. På turen bevæger I jer væk fra de klassiske seværdigheder og ind i kvarterer, hvor livet leves tæt og mangfoldigt. Undervejs besøger I lokale markeder, kulturhuse og historiske områder med stærke fællesskaber.