Hvis du som dansk universitetsstuderende vil læse i udlandet og skal betale studieafgift (tuition fee), kan du søge om udlandsstipendium. Udlandsstipendiet er en støtteordning under SU-systemet, der hjælper med at dække studieafgiften på godkendte universiteter i udlandet - og det er en stor hjælp til at gøre din studiedrøm til virkelighed.
Hvem kan få udlandsstipendium?
Du kan få udlandsstipendium til forhåndsgodkendte semesterophold i udlandet og til hele kandidatuddannelser. Et udlandsstipendium kan dække en stor del – og i mange tilfælde det hele - af universitets studieafgift.
🌍Semesterophold
Drømmer du om at tage en del af din uddannelse i udlandet? Hvis du er SU-berettiget og tager et meritgivende ophold i udlandet som en del af din danske videregående uddannelse, kan du søge om stipendium til at dække studieafgiften.
Betingelser for udlandsstipendium
- Du skal være indskrevet på en SU-berettiget videregående uddannelse i Danmark.
- Udlandsopholdet skal være en del af din danske uddannelse og du skal have forhåndsgodkendt dine fag som en del af uddannelsen
- Du skal betale studieafgift til det udenlandske universitet.
Betingelser for udlandsstipendium til studieophold | SU
Sådan gør du
- Find og søg ind på det udenlandske universitet gennem vores studievejledere
- Få forhåndsgodkendelse af dine fag fra dit danske uddannelsessted.
- Ansøg om udlandsstipendium via SU-kontoret på din uddannelsesinstitution
- Dokumentér studieafgiften fra det udenlandske universitet og at dine fag er blevet forhåndsgodkendt
🎓 Hele uddannelser på kandidatniveau
Vil du tage en hel kandidatuddannelse i udlandet? Som SU-berettiget har du mulighed for at søge udlandsstipendium til at dække studieafgiften på en godkendt udenlandsk kandidatuddannelse.
Betingelser for for udlandsstipendium
- Du skal være SU-berettiget og have minimum 5 SU-klip tilbage per semester i udlandet
- Du skal have afsluttet en bachelor-uddannelse og optagelseskravet til uddannelsen skal være en bachelorgrad
- Uddannelsen skal svare til en dansk kandidatuddannelse og universitetet skal være godkendt
- Du skal kunne dokumentere at du betaler studieafgift til det udenlandske universitet
- Uddannelsen skal være på FastTrack listen, som er SU’s liste over uddannelser i udlandet, der er godkendt til SU og Udlandsstipendium
Sådan gør du
- Find og søg ind på det udenlandske universitet gennem vores studievejledere
- Tjek om uddannelsen er på FastTrack listen – ellers søg om at få den optaget
- Søg om Udlandsstipendium ved SU-styrelsen
Søg SU til hel uddannelse i udlandet i minSU | SU
Hvad dækker udlandsstipendiet?
Udlandsstipendiet dækker som sagt helt eller delvist studieafgiften på det udenlandske universitet. Beløbene du kan få udbetalt til at dække studieafgiften er i 2025 minimum 24.700 kr. og op til 51.450 kr. per semester for universitetsstuderende. Beløbet du får, varierer alt efter hvilke fag, du skal læse i udlandet – du kan dog maksimalt få det beløb du skal betale i studieafgift. Beløbene er inddelt i 3 satser, som afhænger af fagområdet:
💰💰💰 Højeste sats: 102.900 kr. om året / 51.450 kr. per semester. Den højeste sats bliver givet til studier indenfor eksempelvis medicin, biologi, IT, AI, ingeniør og datalogi
💰💰 Mellemste sats: 70.300 kr. om året / 35.150 kr. per semester. Den mellemste sats bliver givet til fagområder som miljøvidenskab, bæredygtighed, kommunikation, journalistik og sygeplejerskestudier.
💰 Laveste sats: 49.400 kr. om året / 24.700 kr. per semester. Den laveste sats gives til studier indenfor eksempelvis business, jura, kriminologi, HR, psykologi, turisme, international hotel management og marketing.
✨Tip: Hvis uddannelsen er på FastTrack-listen kan du logge ind på minSU og se, hvad det maksimale udlandsstipendium er for netop den uddannelse du gerne vil læse.
Eksempler på finansiering med udlandsstipendium
📌 Du skal læse et semester i Journalistik på et amerikansk universitet med en studieafgift på 50.000 kr. per semester. Dit uddannelsesniveau giver mulighed for op til 35.150 kr. i udlandsstipendium pr. semester. Du kan vælge at søge om udlandsstudielån eller private legater til at dække resten af afgiften.
📌 Du skal læse en Master of Business på et australsk universitet med en studieafgift på 100.000 kr. om året. Uddannelsesniveauet giver dig mulighed for at få op til 49.400 kr. om året til betaling af studieafgiften. Du kan vælge at søge om udlandsstudielån eller private legater til at dække resten af afgiften.
Hvor længe kan du få udlandsstipendium?
Du kan maksimalt få udlandsstipendium til 2 års studier. Du kan vælge at bruge udlandsstipendiet til en hel uddannelse på kandidatniveau eller på semesterophold. Du kan også dele stipendiet imellem et semesterophold og en hel uddannelse, så du for eksempel tager et halvt års studieophold svarende til 30 ECTS-point, efterfulgt af halvandet år på en videregående uddannelse på kandidatniveau svarende til 90 ECTS-point.
Hvis du søger udlandsstipendium i de maksimale to år til en hel uddannelse på kandidatniveau, må du ikke tidligere have anvendt ordningen til studieophold.
SKRIV TIL VORES STUDIEVEJLEDERE FOR AT HØRE MERE