Få godkendt din udenlandske uddannelse i Danmark
Kan din udenlandske uddannelse blive godkendt i Danmark? I langt de fleste tilfælde, ja. Der er dog nogle fagområder, som kræver en særlig godkendelse i Danmark. Læs mere forneden.
Hvis du har læst hele din uddannelse i udlandet kan der indenfor nogle områder være praktiske ting at forholde sig til, når du vender tilbage fra studier i udlandet. Nogle uddannelser skal godkendes af myndighederne før du kan få din titel officielt anerkendt (som f.eks. sygeplejerske, psykolog, jurist eller læge). Hvis du vil fortsætte dine studier herhjemme skal dine fag eller uddannelse også godkendes, enten af universitetet du ønsker at fortsætte studierne på eller igen af de lokale myndigheder.
De fleste uddannelser indenfor marketing, business og kreative fag kræver ikke særlige godkendelser for at søge jobs.
Forarbejde inden valg af uddannelse i udlandet
Hvis du vil tage en hel uddannelse i udlandet, er det en rigtig god ide at kontakte en potentiel arbejdsgiver og spørge dem, om de vil anerkende din udenlandske uddannelse, når du kommer tilbage til Danmark. Du kan også kontakte en videregående uddannelsesinstitution i Danmark og spørge, om du med din udenlandske bachelor eller kandidat uddannelse ville kunne komme ind på en kandidat eller Ph.d. uddannelse.
Styrelsen for International Uddannelse har også en god hjemmeside hvor du kan læse mere om det at få vurderet en afsluttet udenlandsk uddannelse.
Læs evt. også deres Landehåndbog hvor de generelt vurderer uddannelserne fra en række forskellige lande.
Vær opmærksom på, at studier indenfor medicin og jura er struktureret anderledes i udlandet end i Danmark. Det er derfor sandsynligt at du, efter at have taget en uddannelse i udlandet, vil være nødt til at tage supplerende kurser i Danmark for at få lov til at praktisere herhjemme.