"Jeg læser strafferet på Berkeley College"
"Grunden til at jeg valgte at studere i USA, er fordi jeg altid har drømt om at bo i New York! Jeg er fra en lille landsby, men mit hjerte slår bare hurtigere for storbyer. Jeg fik smag for det, da jeg boede i London et par år efter at jeg afsluttede gymnasiet".
Jeg havde 4 krav til min skole i New York
Da jeg prøvede at finde ud af hvilken skole, jeg skulle vælge, havde jeg 4 ting, der var vigtige for mit valg.
- For det første var det vigtigt at skolen kunne tilbyde en 2-årig associate degreee i strafferet. Det var vigtigt, fordi jeg allerede har en bachelor inden for socialarbejde, og økonomien kunne ikke tillade mig at gå yderligere 4 år i skole.
- For det andet var prisen en faktor for mig. I Danmark er uddannelse jo gratis, men i USA er det noget helt andet. Hvis du sammenligner Berkeley College med andre private skoler, er Berkeley en del billigere, og så tilbyder de nogle gode stipendier. For eksempel er jeg blevet optaget på et såkaldt 'Honors Program' og får 50% af min uddannelse betalt hver semester.
- Mit tredje krav var, at skolen var beliggende i centrum, så det er nemt at komme til og fra skolen, såfremt jeg ville komme til at bo lidt længere væk.
- Mit sidste krav var, at skolen jeg valgte skulle have erfaring med internationale studerende, så jeg var sikker på at kunne få hjælp til mine spørgsmål, der måske var lidt forskellige fra de lokale studerendes.
Min udvælgelsesproces bestod af at jeg googlede derhjemme, og i sidste ende fandt frem til, at Berkeley College var det perfekte match for mig.
Education Abroad hjalp mig
Et stort plus var, at Education Abroad hjalp mig med hele processen fra start til slut. Der er simpelthen så meget papirarbejde, når man skal studere i USA. Derfor var det virkelig rart, at få hjælp fra nogen, der er vant til processen.
Studiebolig i New York
For at være ærlig, så er boligsituationen i New York ret hård. Det er egentlig ikke fordi, at der ikke er boliger til rådighed, men nærmere at boligerne er umulige at betale for en studerende. Mange udlejere kræver, at man har god kredit i USA, og at man kan bevise, at man tjener 40 x den månedlige leje, hvilket man som studerende jo ikke gør. Vi indså ret hurtigt, at det blev umuligt for min veninde og jeg at få en lejlighed på denne måde.
Vi løste problemet gennem en Facebookgruppe, hvor folk annoncerer med ledige værelser i deres hjem, og vi var så heldige, at der var to værelser ledige i den samme lejlighed, som vi deler med en tredje pige, der er fra Sverige.
Du kan godt forvente, at en månedlig leje ligger på mindst 800$, og endnu mere, hvis du gerne vil bo et af de mest attraktive steder.
Vi bor i Brooklyn, og har omkring 30 minutters transporttid til Midtown, hvor skolen ligger.
Et godt tip er, at gennemsøge forskellige Facebookgrupper for dem der bor i New York, og så derudover downloade apps som SpareRoom og Roomie.
Snart har jeg min Associate Degree i strafferet i hus!
Jeg er pt. på mit fjerde, og sidste, semester på Berkeley College. Når jeg graduater, har jeg en Associate Degree i strafferet. Et stort problem her i USA er, at unge mennesker (afhængig af staten) kan blive dømt som var de voksne, hvis de begår kriminalitet, og jeg brænder især for at gøre en forskel i sager som disse. Mit helt store håb er derfor at blive i USA og arbejde med unge og mindreåriges strafferetssager.