{{ section.name }} Support

Vi fandt {{ category.count + ' ' + (category.count == 1? category.label:category.pluralLabel) }} og {{ category.count + ' ' + (category.count == 1? category.label:category.pluralLabel) }} for '{{ searchTerm }}'

0 Results found

Alma SDSU Web3

“Jeg havde aldrig hørt nogen tale så godt om et udvekslingsophold før!”

At tage på et semesterophold i udlandet handler om meget mere end blot at samle ECTS-point og få merit. Det er en oplevelse for livet, der giver dig mulighed for at fordybe dig i en ny kultur, skabe tætte venskaber på tværs af landegrænser – og lære utrolig meget om dig selv undervejs.

For Alma blev et semester på San Diego State University (SDSU) en unik chance for at kombinere sine studier med et uforglemmeligt eventyr. Til daglig læser hun erhvervsøkonomi og psykologi på CBS, men efter at nogle af hendes venner havde studeret i San Diego året før, blev hun inspireret til at gøre det samme. 

Vi har bedt hende dele ud af sine oplevelser, og i dette interview fortæller hun åbent og ærligt, hvorfor hun valgte San Diego og hvilke udfordringer hun har mødt undervejs. Og bedst af alt, så giver hun sine bedste råd til andre, der drømmer om at gøre det samme.

Kontakt os om studier i San Diego

san-diego-state-university-campus
Freemover på SDSU
Da CBS ikke har en udvekslingsaftale med San Diego State University (SDSU), rejste Alma af sted som freemover. Det betød, at hun selv skulle betale studieafgiften - men med udlandsstipendium, SU og muligheden for legater, behøver det ikke at blive meget dyrere at tage afsted uden for universitetets egne aftaler.
Læs mere om at tage af sted som freemover

Hvorfor valgte du San Diego?

- Jeg var faktisk helt sikker på, at jeg skulle til Bali, men efter at have talt med andre der havde været i San Diego, kunne jeg godt mærke, at jeg aldrig har hørt nogen tale så godt om et udvekslingsophold, som de gjorde.

Hendes beskrivelser efterlader ingen tvivl. San Diego har indfriet det, hun var blevet lovet:

- San Diego har virkelig alt! Det er en afslappet og rolig by, hvor man hurtigt falder ind i den behagelige livsstil med strandture, sociale aktiviteter, vandreture i bjergene, farmers markets og virkelig god kaffe. Samtidig ligger byen tæt på større byer som Los Angeles og Las Vegas, som jeg helt klart vil anbefale at besøge i weekenderne!

- Og så er der selvfølgelig vejret. Det er sol næsten hver dag, og det var helt klart en af grundene til, at jeg endte med San Diego.

Udveksling i San Diego

Hvor bor du, og hvordan fandt du bolig?

- Jeg bor i Mission Beach sammen med seks andre piger, i et klassisk beach house lige ved stranden og cirka 20 minutter fra campus. Jeg vil sige, at det er her, det meste af det sociale foregår uden for skolen. Vi har picnic og spiller volleyball på stranden, går ud at spise, tager på bar og til hjemme-fester. Det er virkelig et samlingspunkt for studerende. 

Alma fortæller, at mange danske studerende bruger de samme udlejere, som ejer flere huse i Mission Beach. Kontakterne bliver ofte videregivet fra semester til semester, hvilket gør det lettere at finde bolig.

- Hvis man hellere vil bo tættere på campus, tilbyder SDSU også et «housing program», som flere også har brugt. Det er især praktisk, hvis man ikke har kørekort, fordi det bliver lettere at komme til og fra skolen.

Udveksling i San Diego

Plejer I at køre til skolen?

- Ja! Vi, der bor i huset, har lejet to biler gennem et lokalt firma her i San Diego, og det fungerer virkelig godt. Vi slipper for at skulle købe og bekymre os om videresalg, og vi er fuldt forsikrede. Hvis der skulle ske noget med bilen, kører vi bare forbi firmaet, og så fikser de det - eller giver os en ny bil. 

Hun tilføjer, at det faktisk ikke er så dyrt, når man deler udgifterne:

- Det er alle pengene værd! Det gør det nemt at køre sammen til og fra campus, tage på udflugter i området – og vi har allerede været i fire forskellige stater. Det giver virkelig frihed.

Udveksling i San Diego

Hvordan ser en typisk uge ud for dig?

- Jeg har tilrettelagt mit skema, så jeg har fri hver mandag og fredag. Så min uge starter egentlig tirsdag, med en enkelt morgen-forelæsning, og om aftenen er det Taco Tuesday, som er kæmpestort her! Derfor har jeg også sørget for, at jeg ikke har undervisning tidligt onsdag morgen, griner hun. 

- Torsdag er min travleste dag, hvor jeg har en forelæsning om morgenen og en om eftermiddagen. Så jeg plejer at blive på campus hele dagen for at studere og bruge de mange faciliteter der er. SDSU har blandt andet et vildt træningscenter, tennisbaner, fodboldbaner og pool, som vi bruger meget. 

- Weekenderne bruger vi ofte på større ture. Vi har allerede været i Grand Canyon, Los Angeles og Las Vegas. Jeg vil virkelig anbefale at være strategisk med sit skema, så man får friheden til at opleve så meget som muligt, mens man er her.

Udveksling i San Diego

Hvordan er det at være international studerende på SDSU?

- SDSU tager virkelig godt imod internationale studerende. Før semesteret begyndte, havde vi en stor introduktionsdag med omkring 300 studerende fra hele verden. Det gjorde, at vi følte os trygge og velkomne fra første dag.

Hun fremhæver også det tætte og personlige læringsmiljø:

- Klassestørrelserne er typisk på 30–40 studerende, og der er stort fokus på diskussion og gruppearbejde. Det gør det meget nemmere at lære hinanden at kende, både amerikanere og andre internationale studerende. Det er utrolig spændende at diskutere på tværs af så mange kulturer. Man lærer virkelig meget af det.

Midt i det internationale studiemiljø er det tydeligt, at Alma også finder stor værdi i at kunne dele oplevelsen med andre danskere:

- Og så er det hyggeligt, at der er en del danskere her. Vi piger, der bor sammen, har faktisk startet en løbeklub, hvor vi mødes hver fredag morgen for at løbe langs strandpromenaden. En af pigerne her i huset bager altid en masse boller, så alle, der er med, kan komme og få en BMO bagefter. På den måde har vi taget lidt af København med herned, hvilket er rigtig hyggeligt.

Alma SDSU Web24

Har du mødt nogle udfordringer?

- Jeg har ikke haft nogle store udfordringer, men den første uge var ret intens. Det er her, man skal vælge de fag, man vil følge resten af semesteret, og det kan være lidt kaotisk, når man tester forskellige fag og står på venteliste til andre. Jeg endte faktisk med nogle andre fag, end jeg først havde planlagt, men jeg er superglad for dem nu.

Alma understreger, at det at tage på udveksling ikke kun handler om faglige udfordringer, men at det også er en personlig rejse, hvor man møder sig selv på nye måder:

- Man skal være forberedt på at lære enormt meget om sig selv på et udvekslingsophold. Man lever i en kæmpe social boble, og man møder mange nye kulturer og prøver ting, man aldrig har prøvet før. Det kan være intenst, men på den bedste måde. 

Hun peger også på, at det er vigtigt at give sig selv lov til at trække stikket engang imellem – gå en tur alene, få et kram eller ringe til nogen derhjemme.

Udveksling i San Diego

Hvad er dine bedste råd til andre, der overvejer udveksling?

- Først og fremmest vil jeg anbefale, at du tænker grundigt over, hvad du ønsker at få ud af dit udvekslingsophold, inden du beslutter dig for destination. Brug tid på at undersøge mulighederne, tal med venner, der har prøvet det, og søg rådgivning hos en studievejleder, for eksempel hos KILROY. Det er trods alt en oplevelse, man ikke får mange gange i livet.

- Og hvis jeg skal give nogle mere praktiske råd, vil jeg sige: vær i god tid med at søge legater. Der er virkelig mange gode muligheder, men man skal være klar på at bruge tid på det. Og så vil jeg også anbefale at spare lidt op, hvis du kan. Det er så fedt at kunne sige ja til oplevelser undervejs, uden at økonomien stopper dig.

Udveksling i San Diego

Din browser er forældet. Du kan opdatere til en nyere version her

Hov! Den side, du søgte, er ikke tilgængelig. Vi håber, at du finder det, du søger.