Drømmer du om dit livs roadtrip, men vil du undgå turisterne?
Hvis du er ved at researche en rejse til de vestlige stater i USA, har du nok set disse ''Best of the West''-rejseforlsag overalt, hvor rutens største highlights er med på listen over must see's. Her hos KILROY har vi lavet samme nummer med vores all-time-favorit Best of the West - rejseforslag fra Los Angeles til Las Vegas. For de af jer, der foretrækker den mindre befærdede vej, har vi lavet dette blogindlæg, hvor vi deler mange af vores yndlings skjulte perler i de vestlige stater og følger den populære road trip-rute fra L.A. til San Francisco (eller omvendt). God læselyst!
Bombay Beach ved Salton Sea i Californien
Første stop på vores rute er Bombay Beach ved Salton Sea. Denne lille perle ligger ikke langt fra hverken L.A. eller San Diego, som vi forestiller os, er startpunktet for dit road trip.
Beliggende mellem Palm Springs og grænsebyerne Calexico og Mexicali i USA/Mexico, har denne lille by gennemgået en transformation og emmer af kreative og finurlige påfund. Udforsk de mange utraditionelle kunstinstallationer, som præger bybilledet. Mens du er i området, bør du stoppe ved Slab City, et off-grid samfund, hvor alle slags kreative og frie sjæle finder hinanden. Det er dog bedst ikke at overnatte her, da Slab City har et ry for at være lovløs og det sidste frie sted på jorden. Selvom det kun er sandt i en vis grad, tiltrækker samfundet alle mulige mennesker, der ikke passer ind i de traditionelle samfund, vi typisk kender fra vestlige lande. Lige udenfor Slab City er et sted, du absolut skal besøge, kaldet Salvation Mountain. Leonard Knight, den visionære kunstner, brugte næsten tre årtier på at opføre et farverigt, folkekunst mesterværk af ler og doneret maling. Bjerget er dekoreret med religiøse budskaber, bibelvers og farverige malerier, hvilket skaber et visuelt imponerende landmærke, uanset om du er interesseret i religion eller ej.
Anza Borrego Desert State Park
Forsæt sydpå hvor Anza-Borrego Desert State Park er rejsens næste stop, her finder du et surrealistisk landskab præget af store sandflader, rå bjerge og unik natur. Du kan krydse denne nationalpark i bil og passere smalle kløfter og skjulte oaser. Gå ikke glip af det berømte udsigtspunkt Fonts Point, der tilbyder betagende udsigter over Borrego Valley. Mens du udforsker området, skal du holde øje med de jernbjørne, der gemmer sig ørkenen. Skulpturerne er en del af en udendørs kunstinstallation kendt som "Galleta Meadows Sculptures." Disse store metal skulpturer, skabt af kunstneren Ricardo Breceda, viser forskellige præhistoriske skabninger og historiske figurer. Skulpturerne er spredt rundt om i parken og er blevet en uventet attraktion for besøgende i ørkenlandskabet. Samlingen af skulpturer inkluderer dinosaurer, mammuter, vilde får og endda figurer fra regionens historie.
Navajo Nation & The Painted Desert
Kryds grænsen til Arizona, hvor du kan udforske Navajo Nation, den største amerikanske indianerreservation i USA. Navajo Nation strækker sig over 70.000 kvadratkilometer jord i Arizona, Utah og New Mexico. Den har en befolkning på cirka 300.000 mennesker, der taler Navajo som deres primære sprog. Området er rigt på kultur, historie og naturskønhed og tilbyder mange attraktioner og aktiviteter for besøgende, såsom museer, monumenter, parker og festivaler. Navajo Nation er enorm, og her er der masser af ting at se.
For eksempel er der den smukke Painted Desert, hvor jordens historie er skrevet i lag af farver og sten. Det ligner, at nogen tog en stor pensel og malede klipper og bakker med rød, orange, gul, lilla og lyserød, men i virkeligheden skyldes det de forskellige mineraler og sten, der er i jorden. Over millioner af år har vejr og erosion frigjort disse lag af farver. Sollyset ændrer også farverne afhængigt af tidspunktet på dagen og årstiden.
Sørg for at tage et smut til Grand Falls, der ofte kaldes "Chocolate Falls," hvor et chokoladefarvet vandfald styrter ned ad de stenede trapper. Grand Falls er højere end Niagara Falls og vandet i vandfaldet består af smeltevand og regn fra White Mountains. Du kan vandre ned til bunden af faldet og nyde den spektakulære udsigt over det mudrede vandfald, men vær forsigtig med den bløde jord og respekter Navajo-landet. Grand Falls er kun tilgængelig via ikke asfalteret veje og kræver et firhjulstrukket køretøj, så planlæg din tur derefter og tjek vandstanden, inden du tager afsted. Tro os, det er besværet værd at opleve dette naturunder midt i Arizonas ørken!
Capitol Reef National Park
Capitol Reef National Park går ofte under radaren, overskygget af et af verdens 7 naturvidundere, Grand Canyon. På trods af sit relativt lave antal besøgende tilbyder nationalparken noget helt specielt for rejsende, der søger en mere afsides og unik oplevelse. En af Capitol Reefs mest ikoniske highlights er Waterpocket Fold, en geologisk højderyg, der strækker sig over parken og som ligner at den skærer landet i to.
Hvis du føler dig eventyrlysten, kan du udforske nogle af parkens canyons, smalle passager formet af vand og vind over millioner af år. Nogle af de mest populære er Burro Wash, Cottonwood Wash og Sulphur Creek. Du skal være forberedt på lidt af hvert, bl.a. kravle, vading og endda svømning, afhængigt af vandstanden. Men belønningen er det værd: fantastisk udsigt over farverige klippeformationer og en overvældende forbløffelse over naturens kraft.
En anden måde at opleve Capitol Reef på er at tage en scenisk køretur langs en af områdets brolagte eller støvede veje. Du får her mulighed for at se nogle af parkens største highlights, såsom Fruita Historic District, hvor du kan dykke ned i historien om de mormonske pionerer, der bosatte sig her, og se deres frugtplantager og bygninger. Du kan også besøge besøgscentret, hvor du kan få kort, information og souvenirs. Eller du kan tage til Capitol Gorge Road, der fører dig til nogle af parkens mest imponerende seværdigheder, såsom Capitol Dome, Pioneer Register og Tanks.
Valley of Fire og The Seven Magic Mountains i Nevada
Det er tid til at krydse endnu en statsgrænse, for nu går turen til Nevada, hvor Valley of Fire venter på dig med sine næsten røde sandstensformationer, der nærmest lyser op i ørkenens sol. Mens du vandrer gennem dette rå og klippefyldte landskab, vil du finde naturens kunstværk i stenene. Og bare en kort køretur væk, ligger Seven Magic Mountains, en seværdighed du bare ikke må gå glip af! Her står en fortryllende udstilling af farverige, høje klippeblokke, der står ud mod ørkenbaggrunden. Når solen går ned, kan du tage nogle af de mest fantastiske billeder af de ikoniske skulpturer.
Mammoth Lakes & Lake Crowley
Intet roadtrip gennem det vestlige USA er komplet uden et stop ved Mammoth Lakes, Californien. Omgivet af uberørt natur fungerer byen som en fremragende base for at udforske regionen. Gå ikke glip af den nærliggende Lake Crowley, der ikke kun er et fantastisk syn, men også kendt for sin fiskekultur. Er det ikke er din ting? Så sæt dig bare ned og slap af, mens du nyder de smukke omgivelser. Hvis det ikke får dig til at slappe af, ved vi ikke, hvad der vil. Når du er klar til at udforske de smukke omgivelser, tilbyder Mammoth Lakes en række udendørs aktiviteter, lige fra vandreture og mountainbiking til vintersport, hvilket gør området her til et helårs paradis.
Naturlige varmekilder med Yosemite i baggrunden
Inden din rejse slutter, skal du tage turen til Crab Cooker Hot Springs. Beliggende i Sierra Nevada er denne skjulte perle et sted, der tilbyder foryngende afslapning i naturlige termiske pools og med den mest fantastiske udsigt til Yosemites majestætiske vildmark. Det er det perfekte sted at slappe af og reflektere over dit roadtrip.
Selvom dette ikke helt er enden på din rejse, er det et fantastisk sted at komme helt ned i gear før eller efter du har udforsket Yosemite National Park og måske endda San Francisco. Hvis du leder efter en lidt mere ''feriested-spa'' oplevelse, er der flere andre større og mere luksuriøse varme kilder i området, bare husk at priserne ofte følger med. Valget er dit!
Lassen Volcanic National Park
Vores liste over less ordinary highlights på USAs vestkyst ender i det nordlige Californien, ved den næsten apokalyptiske Lassen Volcanic National Park. Her danner boblende mudderpøle og imponerende geotermiske træk rammerne for et helt ekstraordinært sted, de fleste ikke kender til. Udforsk parkens uberørte søer, spidse bjergtinder og endeløse enge, alt imens du oplever jordens geologiske underværker helt tæt på. Det er en helt anden verden væk fra de store byer, som Californien ellers ofte er kendt for, og et sted du sent vil glemme!
Men før du siger farvel til denne fantastiske park, skal du sørge for at undersøge nogle af de fantastiske aktiviteter, området tilbyder. Du kan vandre til toppen af Lassen Peak, verdens største plug-dome-vulkan, og nyde en 360 graders udsigt over det omkringliggende landskab. Du kan også besøge Manzanita Lake, et smukt sted til kajaksejlads, fiskeri eller picnic. Eller du kan gå Bumpass Hell Trail for at se det største hydrotermiske område i parken med farverige pools, damp der stiger op fra jorden og mudderpøle. Der er noget for alle i Lassen Volcanic National Park, så gør dig selv en tjeneste at lægge vejen forbi her!
Klar til køre afsted?
Vi håber vi har kunne inspirere dig til at besøge nogle less ordinary highlights på dit næste roadtrip gennem det vestlige USA. Der er ikke noget galt med Grand Canyon, Yosemite National Park eller Death Valley, men der er så meget mere at se og opleve. Lad vores rejseeksperter hjælpe dig med at sammensætte det perfekte roadtrip fyldt med must-see-steder og fantastiske oplevelser. Skriv til os og book et møde!
SKRIV TIL OS