Stonehenge:
Turen starter på Salisbury Plains, ca. 137 km. SV for London, hvor I besøger det historiske monument Stonehenge fra ca. 2500 f.kr., som består af to store, cirkulære grupper af sten; indercirklen er bygget af mindre, lokale sten mens de store, yderste sten er fragtet til stedet fra stenbrud i Wales.
Gennem årene har der været mange teorier, og fantastiske spekulationer, om hvad monumentet har været brugt til: teorierne har gået på alt lige fra en landingsplads for Ufoer til et observatorium og et helligt sted, hvor stenene skulle have haft en helbredende effekt. Inden for de seneste år har arkæologer løst mysteriet; Stonehenge har med sikkerhed været brugt som gravplads – sandsynligvis for medlemmer af det regerende dynasti. Det anslås, at ca. 240 personer er brændt og stedt til hvile her.
Bath:
Efterfølgende kører I til den historiske by Bath, som ligger i Englands eneste område med varme kilder. Byen ligger ved det gamle, romerske vadested over floden Avon. I det 1. årh. e.kr. opførte romerne et stort badeanlæg omkring en keltisk helligkilde, for gudinden Sulis, som forsynede de store badebassiner med varmt, mineralholdigt vand. I det sydøstlige hjørne af anlægget udsprang kilden, der gav ca. 1, 5 mio. liter vand pr. dag. Badeanlægget blev frekventeret af såvel romere som keltere. De antikke bygninger er i dag meget velbevarede og giver et godt indblik i den romerske badekultur og et fint billede af hvor dygtige bygningskonstruktører, og ingeniører, romerne var. Stedet var desuden dekoreret med de fineste vægmalerier og mosaikker, som i dag er delvist bevaret.
Med en audioguide føres I gennem stedets mange forskellige udendørs- og indendørsområder. Der er anvendt computeranimation til at vise, hvordan bygningerne så ud for omkring 2000 år siden.
Museum of Costume:
Afslutningsvis kører I til Museum of Costume. Museets udstilling, som fokuserer på mode fra slutningen af 1600 tallet og frem til i dag, omfatter beklædningsdele til såvel mænd og kvinder som børn. Museet har en samling på over 30.000 genstande, hvor af kun ca. 10 % er udstillet. Museets belysning er meget afdæmpet, da tekstiler langsomt tager skade af stærkt lys.
Entré til Stonehenge:
Pris pr. person u. 16 år Kr. 180,00, Pris pr. person o. 16. år Kr. 270,00, Pris pr. voksen Kr. 295,00
Entré til Roman Bath og Museum of Costume:
Pris pr. person u. 16 år Kr. 165,00-260,00, Pris pr. voksen Kr. 250,00-310,00