Det I bl.a. bør se og opleve på jeres studietur til Malta
- St. John's museum
- Maltas frihavn
- Valetta
- Gharb Folklora museum
- Maltesisk skole
- Mdina
- Gozo
På studietur til hovedstaden Valletta
Hovedstaden Valletta er en vidunderlig smuk by af den slags, der hører hjemme i en eventyrfilm om riddere og skønjomfruer. Og det er faktisk slet ikke helt hen i vejret, for byen er grundlagt af Johanitterordenen i 1566 - på Scebarras-halvøen med de enorme naturhavne Marsamsett og Grand Harbour, fordi ordenen ville styrke sin position på øen. Johanitterne, som var korsriddere, var nemlig blevet fordrevet fra Rhodos i 1522 af tyrkerne og slog sig efterfølgende ned på Malta. Ridderne forlod øen igen i 1798 efter at stormester de Hompesch havde overgivet sig til Napoleon og dennes styrker.
Valletta præges i dag primært af barokarkitektur, men der er også nyklassicistiske bygninger foruden de moderne bygninger. Byen er så spækket med historiske bygninger, fæstninger og paladser, at den er på UNESCOs verdensarvsliste. For arkitektstuderende eller de historisk interesserede grupper, vil det være helt oplagt at tage på studierejse eller grupperejse til Malta. Byen blev svært bombeskadet under anden verdenskrig. Men den har stadig mange historiske caféer, restauranter, banker, regeringsbygninger og hoteller. ”Det er en by bygget af gentlemen for gentlemen” sagde den engelske digter Lord Byron om Valletta. Selve Valletta har kun små 7.000 indbyggere (nej, det er ikke en trykfejl) i den indre historiske by. Men lige som andre hovedstæder er også Valletta vokset sammen med andre byer, forstæder, og så taler vi om 360.000 indbyggere.
Et af verdens ældste teatre, havnefronten og Ridderkirken
Man skal se St. Johns Co-Cathedral (Ridderkirken), der ser helt enkel ud udefra, men som er så overdådigt udsmykket indvendig, at man helt mister mælet. Her hænger også Caravaggios fantastiske maleri af halshugningen af Johannes Døberen. I Stormesterens Palads kan man føle historiens vingesus – der er både gobelinsal, tronsal og ridderrustninger. Det gamle Fort St. Elmo har en blodig fortid. Og i et gamle ridderhospital kan man se, hvordan ridderne passede og plejede syge pilgrimme. Man kan også se de tunneller, hvor malteserne gemte sig, da tyskerne bombede øen under anden verdenskrig. Der er også parker, et af verdens ældste teatre (indviet i 1731), bymuren som blev bygget af Johanitterordenen, moderne leben på hovedgaden Triq ir-Republikka – og en skøn havnefront, der bliver levende med traditionelle maltesiske restauranter såvel som en Hard Rock Café om aftenen. Og hvis I får muligheden, så se Malta fra søsiden på jeres studietur til Malta – set fra vandet er byen i sandhed magisk.
Godt at vide inden studieturen til Malta
Nord for hovedøen Malta ligger den noget mindre ø Gozo, som der er færgeforbindelse til fra Malta. Turen tager cirka en time. Der bor omkring 30.000 mennesker på Gozo, og øen er ganske frugtbar. Hovedbyen hedder Victoria, og det er også her, færgen lægger til. Gozo er en smuk udflugt på jeres studietur til Malta.
Malta et et af EU's nyeste og mindste medlemmer. Den lille middelhavsstat ligger et par timers sejllads stik syd for Sicilien på højde med Marokko i Nordafrika. Selve hovedøen Malta med hovedstaden Valetta er langt den største af de tre beboede øer, som Malta består af. Alligevel er Malta arealmæssigt kun halvt så stort som Bornholm, hvilket gør Malta til en af de tættest befolkede lande på kloden. I alt bor der cirka 400.000 indbyggere på Malta.
Valetta er Maltas hovedstad. Byen er en af de mest spændende byer ved Middelhavet, og har bl.a. en meget velbevaret ringmur rundt om den indre by. Det stærke forsvar af byen var en nødvendighed for at holde udefra kommende trusler på afstand. Malta har således været en ombejlet nation gennem tiderne, og øen befolkning har prøvet lidt af hvert. Maltas historie er næsten et uundgåeligt emne på jeres studietur til Malta. Under 2. verdenskrig stod Malta på britisk side i krigen, og Valetta blev overdynget med tyske og italienske bomber i krigens første år. Men øen og byen holdt stand, og for den tapre indsats modtog øboerne siden en af de højeste engelske udmærkelser, George Cross, der i dag er indsat i det maltesiske flag.