I Perth er levestandarden høj, og byen er blevet rangeret som en af verdens fem bedste byer at bo i af Economist Intelligence Unit. Perth byder på masser af udendørsliv, dyreliv og et fedt natteliv.
I Perth kan du studere følgende studieniveauer:
- Et semester eller to (også kaldet Study Abroad). F.eks. under dit sabbatår eller i forbindelse med din videregående uddannelse
- Bachelor
- Kandidat
- Postgraduate Certificates/Diplomas (en specialisering indenfor dit område)
- Ph.D.
Universiteter i Perth
Vi kan hjælpe dig med at ansøge til Curtin University i Perth
Om Perth
Perth bliver ofte nævnt som en af verdens mest attraktive byer at bo i. Perth ligger på Australiens vestkyst og er den eneste større by inden for en radius af 2.100 km. Dens isolation gør, at den er mindre turistet end østkysten af Australien, hvor man finder de populære byer Sydney, Melbourne og Brisbane. Det betyder dog også, at Perth byder på en helt unik studieoplevelse. Der er endeløse sandstrande, og Perth er det perfekte startsted for adventureture til Exmouth eller Broome. Perth har et meget veludviklet transportsystem (hvor studerende i øvrigt får rabat), hvilket gør det nemt og komfortabelt at komme rundt både i Perth, samt til de smukke naturområder uden for byen.
Kombinér storbylivet med strandlivet i Perth
Perth har et lækkert varmt klima hele året rundt, og byens smukke strande er meget populære - det ville jo være dumt ikke at trække stikket og tage på stranden efter dagens lektioner og i weekenderne. Hvis du vil have en pause fra storbylivet og gerne vil slippe lidt væk fra menneskemylderet, kan du tage på opdagelse i områderne uden for byen. Perths omgivelser har masser at byde på, og du kan nyde små idylliske landsbyer, flotte strande og smukke landskaber. Perth er, alt i alt, et glimrende sted at studere, hvis du gerne vil kombinere storbylivet med natur- og strandlivet.
Centrum af Perth ligger omkring 10 km fra kysten, som kan nås med bus eller tog. Der er masser af fede strande at vælge imellem: Tag til den populære Cottesloe Beach eller nordpå til den mere rå surferstrand ved Scarborough. Uanset hvilken strand du vælger, så giver den et tiltrængt afbræk fra studierne... eller måske tager du bare bøgerne med og slår to fluer med et smæk?
Parker, picnic & BBQ i Perth
I Perth finder du en masse store og flotte parker med udsigt til byen og Swan River, der går igennem Perth. Kings Park & Botanic Garden ligger på en bakketop lige vest for centrum, og derfra er der en fantastisk udsigt over byen - det perfekte sted til en picnic eller en BBQ. Der sker altid en masse fede ting i parken, og vi anbefaler de populære 'summer movie nights' under åben himmel!
Vores yndlingssted til BBQ er Sir James Mitchell Park på den anden side af floden - lige over for The Bell Tower – et af Perths mest berømte kendetegn. Her får du en helt uforglemmelig udsigt til Perth skyline. Det er f.eks. det perfekte sted at afslutte dagen efter en tur i zoo, som ligger en kort gåtur derfra.
Ekstra tip: Der er også masser af dyreliv udenfor zoo. På Heirisson Island i Swan River kan du hurtigt stå ansigt til ansigt med en kænguru - et must, når du udforsker byen!
Barer og natteliv i Perth
En studieby som Perth ville ikke være komplet, hvis ikke den også tilbød et fedt natteliv. Det mest populære gå-i-byen-sted - også for backpackere - er Northbridge, der har massevis af barer og diskoteker. Husk at medbringe dit pas eller et lokalt "proof of age card". Hvis nattelivet er for meget for din smag eller har du bare brug for at slappe af efter en sjov weekend, kan du tage ind på en af de mange pubber og hoteller, der afholder "Sunday sessions", hvor du kan lytte til live musik og nyde noget god mad i en afslappet atmosfære.
Perth og Fremantle er også hjemsted for et par gode bryggerier inkl. den lokale favorit Little Creatures. Sørg for at besøge dem i Fremantle under dit studieophold på Curtin University.
Klimaet i Perth
Klimaet i Perth minder om det vi har ved Middelhavet i Europa. Somrene er generelt meget varme og tørre. De varer fra december til marts, og februar er normalt den varmeste måned. Her ligger gennemsnitstemperaturen om dagen mellem 27-30°C. Vinteren varer fra maj til september, og her falder det meste af årets regn. Dagtemperaturen falder til 10-20°C og helt ned til 5°C om natten. Det skal dog bemærkes, at det føles helt anderledes end herhjemme. Husene er generelt også anderledes isolerede, og det er sværere at opstøve en varm dyne.