Ostia Antica

Ostia, Roms havneby ved Tiberens munding, ligger ca. ca. 24 km. SV for Rom. Ifølge traditionen blev Ostia grundlagt af Roms 4. sagnkonge Ancus Marcius (640-616). De arkæologiske levn daterer dog byen til det 4. årh. f.Kr. Byens oprindelige kerne var en lille, befæstet by, hvis befolkning primært levede af at udvinde salt fra marskområderne ved tibermundingen. I takt med Roms voksende befolkningstal kom behovet for en handelshavn, der kunne imødekomme storbyens øgede forsyningsbehov. Byen udviklede sig hurtigt til at være Roms handelshavn, men fungerede også som flådebase under de puniske krige.

Det 2. årh. e.Kr. var Ostias storhedstid. Byen havde et levende handelsliv, og en del forskellige nationaliteter holdt til i byen. Der var en stor indvandring fra Roms provinser, og det er dokumenteret, at der har været embedsmænd, handlende og håndværkere fra bl.a. Nordafrika, Egypten, Tyrkiet og Grækenland. Byen bestod
primært af forrådslagre, kornmagasiner, handelspladser, et forum, teater, templer, badeanlæg, rigmandsvillaer og store boligblokke. Ostia er desuden kendt for sine mange mithræer – underjordiske helligdomme hvor den persiske lysgud blev dyrket.

I senantikken ændrede Tiberen sit løb, og havnen i Ostia sandede til. Dette betød en langsom død for byen, og den blev forladt over tid. Byen er et fantastisk supplement til Pompeii, da Ostias storhedsperiode ligger i umiddelbar forlængelse af det tidspunkt Pompeii udslettes.