Gør dig klar til din solorejse!
At rejse ud i verden på egen hånd er en skræmmende tanke for mange. Men, det er værd at huske, at der er mange fordele ved at tage på en solorejse. Du får lov at bestemme hele planen selv, du kan spise lige der, hvor du har lyst, blive et sted længere eller tage videre hurtigere, snakke med dem du har lyst til osv.
Vent, der er mere! En solorejse kan også betyde rigtig meget for din egen personlige udvikling. Du vokser som person, lærer mere om dig selv og kommer hjem som en gladere person - og med bagagen fyldt af gode minder. Nysgerrig på hvordan du opnår alt det? Benedikt Benediktsson er en erfaren solorejsende og har svarene til alle dine spørgsmål og endnu flere gode forslag. Du finder dem lige her!
Fortæl os om dine solorejse planer!
Fordele ved solorejser
Der er masser af grunde til, du skal prøve at rejse ud på egen hånd mindst én gang i dit liv. Under vores snak kom Benedikt ind på et par stykker. Her er et lille overblik:
- Friheden
Først og fremmest, så betyder det at rejse på egen hånd, at du får den ultimative frihed, til at gøre lige hvad du vil (indenfor lovens grænser selvfølgelig). Hvem har ikke haft en diskussion med deres rejsemakker, fordi I har haft forskellige meninger, om hvordan I skulle planlægge jeres rejse? En solorejse betyder, du kan gøre lige hvad du vil, uanset om du vil planlægge alt på forhånd eller gøre det sporadisk hen ad vejen.
- Personlig udvikling
"Tag ud og find dig selv" - vi har alle hørt den kliché, men hvordan gør man egentlig det? Man burde omformulere det til "tag ud og test din selvstændighed" - for det er faktisk det man gør. Følelsen du får, efter du succesfuldt har rejst på egen hånd, er svær at hamle op med. Du vil opleve, hvordan du føler og reagerer i uventede situationer, når du er på udebane og din selvsikkerhed får et kæmpe boost!
- En solorejse er ALTID et eventyr
Uanset hvad du vælger at gøre på din solorejse, vil det føles som et eventyr. Du træder ud af din komfortzone, rejser til et sted, du måske aldrig har været før og møder nye mennesker, som vil være med til at give dig oplevleser for livet. Ting som du aldrig ville opleve hjemme i dine trygge rammer, vil du komme til at opleve på daglig basis, når du tager ud på en solorejse.
Betyder det, at alt bare er fryd og gammen, når du rejser på egen hånd? Nej, selvfølgelig ikke. Vi vil ikke lyve for dig, de her ting kan måske også ramme dig, når du er ude på dit solo-eventyr:
- Du kan måske komme til at føle dig lidt ensom, hvis du ikke kan finde nogen, du klikker med i et stykke tid
- Nogle ting som f.eks. aktiviteter eller hotelværelser kan være lidt dyrere som solorejsende
- Du kommer til at sige farvel til mange ting. At møde nye mennesker er fedt, at sige farvel til nye venner er ikke altid helt så fedt
Solorejser er gode for dig (og din sjæl)
Vi har fortalt om personlig udvikling, men fordi det kan være et ret bredt koncept (så bredt det kan føles lidt som tom luft), kan folk komme til at underminere det. Her er nogle specifikke eksempler på, hvordan solorejser kan ændre dig som person.
- Kom tæt på andre nationaliteter: at møde nye mennesker fra andre dele af verden vil give dig et indblik ind i et anderledes mindset, tanker om livet osv. Det vil også få dig til at sammenligne dit liv derhjemme, med det liv andre rejsende lever.
- Reflekter over dig selv: når du rejser på egen hånd, finder du måske svarene på spørgsmål som "Hvad kan jeg egentlig lide at lave?", "Hvilken slags mennesker kan jeg lide at være sammen med?" og "I hvilke situationer føler jeg mig virkelig glad?" - svarene på disse spørgsmål vil følge dig, når du kommer hjem
- Sociale færdigheder: som solorejsende vil du opleve, at folk er mere tilbøjelige til at tale med dig. Det er den perfekte måde at teste eller finpudse dine samtale-skills, hvis du er lidt genert.
Tips til nye solorejsende
Første gang du skal rejse på egen hånd? Du er måske lidt nervøs og har mange spørgsmål/bekymringer. Benedikt gav os hans vigtigste tips til førstegangs solorejsende:
- Forberedelse er alt: hvis du rejser solo for første gang, er det en god idé at forberede din rejse til et vist punkt. Dan dig et overblik over hvilke steder du gerne vil besøge, udforsk hvordan du nemmest kommer derhen - er det med tog, bus eller fly? Research nogle steder eller områder du bør undgå - og sørg for at dit fly lander om dagen og ikke midt om natten.
- Overnat på et hostel: ikke så luksuriøst. Men, hvis du rejser rundt på egen hånd, er der god chance for, du er på et budget. Hostels er billige og så er de fyldt med andre solorejsende. Mange overnatter på hostels med ét formål: at møde nye mennesker. Har du ikke lyst til at bruge for meget tid alene? Overnat på et hostel og vær åben. Du kommer til at være med til diverse drukspil på ingen tid.
- Lad være med at planlægge alt på forhånd: sørg for at have et mix af aktiviteter du har planlagt på forhånd og fritid, så du har et fleksibelt program. På den måde kan du nemmere være med til at lave spontane ting, med folk du lige har mødt!
- Gem ikke alt på din mobil: der kan ske mange ting med den lille maskine, så forbered dig på hvis uheldet er ude og du må leve uden. Vær sikker på at du har nogle planer eller idéer skrevet ned eller printet, så du ikke er total på spanden, hvis du mister din mobil.
Er det sikkert at rejse selv?
Det her må være et af de mest stillede spørgsmål, men det kommer an på en del. Nogle steder, byer og lande er mere usikre end andre. Research er vejen frem. Du kan altid tjekke udenrigsministeriets hjemmeside og se om der er nogle rejsevejledninger til de steder, du gerne vil rejse hen.
Vigtigst af alt er, at du ikke stiller dig selv i en potentiel farlig situation, fordi du ikke er opmærksom på dine omgivelser. Ha' styr på hvor du er og tag dig tid til at mærke efter. Husk på, at de fleste mennesker har gode intentioner og kun et fåtal er rådne æbler, som vil udnytte dig. Lyt til andres erfaringer og vær ikke bange for at spørge de lokale til råds.
Er solorejser sikkert for kvinder?
Desværre, så skal kvinder altid være lidt ekstra påpasselige, når de rejser alene. Heldigvis er rejseverden opmærksom på det og mange tiltag er blevet imødekommet, for at kvinder kan føle sig trygge, når de rejser på egen hånd.
- Facebook-grupper kun for kvinder: tjek det online rejseunivers ud. Der er rigtig mange grupper, som giver tips til kvinder, der rejser alene. De giver gode råd om hvor det er godt at tage hen, hvilke steder man bør undgå og meget, meget mere.
- Hostel sovesale kun for kvinder: har du ikke lyst til at sove blandt al den testosteron (og snorken)? Mange hostels har sovesale, som kun er for kvinder.
- Tag på ture organiseret af selskaber og undgå at strande et øde sted helt alene.
- Vær på vagt om aftenen når du går på date eller tager på danseklub. Det er utroligt vi stadig skal gøre opmærksom på det i det 21. århundrede, men det er sådan, det er. Altid sørg for at have nummeret på en, som kan komme og hjælpe dig med det samme, hvis uheldet er ude (hostel reception, ambassaden osv.)
- Tag dine forholdsregler! Vi har sagt det før, men tjek hvor dit hostel ligger på forhånd, dobbelttjek dine rejsedetaljer, test din knytnæve på en ven... ;-)
Hvor er det bedst at tage hen på solorejse?
Det ultimative spørgsmål: hvor er det bedst at tage hen på en solorejse? Benedikt nævner disse destinationer:
- Australien og New Zealand: kendt for deres backpacker-kultur og bestemt også et sted for solorejsende. Mange unge rejser hertil, så du vil helt sikkert møde ligesindede.
- Balkan-landene: perfekt til dem der skal ud på deres første solorejse. Selvom det er tæt på hjem, får du her masser af eventyr og fede oplevelser. Det er også en god destination, til dem der gerne vil se mange lande på kort tid. Balkan er også et meget populært sted blandt backpackere og solorejsende, da det er nemt at komme rundt på et lille budget.
- Island: Benedikts hjemland er et af de mest sikre i verden og er perfekt til en solorejse.
- Costa Rica: denne perle i Mellemamerika er en evig favorit blandt eventyrer og solorejsende. Der er masser at lave og med et motto som Pura Vida kan du ikke gå helt galt i byen.
- Peru: en anden utrolig populær destination blandt backpackere. Landet er perfekt til en solorejse og hvem drømmer ikke om at se Machu Picchu?
Spørgsmål!
Før vi lod Benedikt smutte, fik vi lige stillet et par spørgsmål, som vi ofte får fra vores KILROY rejsende:
Hvordan overbeviser du dine forældre om at lade dig tage på din første solorejse?
- Overvæld dem med din planlægning! Vis dem du har styr på absolut alting og at det ikke bare er en impulsbeslutning. Overbevis dem om at du er moden nok til at tage på sådan et stort eventyr. En anden god idé er, at tage dem med ned til KILROY når du skal planlægge din tur. På den måde ved de allerede på forhånd, hvad din rejse går ud på. Selvfølgelig behøver du ikke fortælle dem alt hvad der skete på turen, når du kommer hjem.
Jeg vil gerne på min første solorejse, kan du anbefale bare at prøve det i en måned eller at have en ændringsbar billet? + Anbefaler du at planlægge hele turen på forhånd eller at tage det som det kommer?
- Det her afhænger fuldstænding af din personlighed. Er du en planlægger eller er du til mere spontan action? Ændringsbare billetter er en god idé, hvis du har masser af tid og du ikke rejser med et stramt program.
Hvordan kommunikerer du, når du ikke taler sproget?
- Hvis du har din mobil med dig og har et lokalt simkort, kan du bruge forskellige apps til at oversætte for dig. Hvis ikke, så brug dine hænder, gestikuler, ansigtsudtryk og husk at smile.
Hvordan planlægger du alt imens du rejser? Bruger du computere på dit hostel, tager du din egen computer med eller bruger din mobil?
- Benedikt planlægger store aktiviteter på forhånd, som ture, autocampere eller campingpladser på forhånd. Hostels og mindre aktiviteter kan bookes et par dage i forvejen under din tur. Din mobil er god at have med, når du skal booke og så er det godt at have dine reservationer på den. Lad computeren blive derhjemme, det er typisk bare endnu en ting du bekymrer dig om, når du er afsted og så gør den kun din rygsæk tungere.
Hvordan tager du kontakt til andre rejsende?
- Start hjemmefra og tjek nogle online platforme ud, hvor folk skriver om deres kommende rejseplaner. Facebook er et rigtig godt sted at starte, men der findes også sider specifikt designet til det formål om at bringe rejsende sammen. Derudover: hostels. At bo på et hostel er en god måde at komme i kontakt med andre, som også rejser på egen hånd.
Er solorejse kombineret med Interrail en god idé?
- Helt sikkert. En rigtig god idé faktisk. Ingen grund til at vente, bare spring ud i det.