New York er en super spændende destination til en skolerejse. Byen er kæmpe og som dansk skoleelev i New York, vil man uden tvivl føle sig lille bitte i 'the Big Apple'. Oplev den ægte new yorker atmosfære mens I lægger hovedet bagover, og ser op på byens mange skyskrabere, vilde attraktioner og must-see sights. Vi kan anbefale en tur med elevatoren op i Empire State Building (helst på en skyfri dag) og en sejltur til Liberty Island eller Ellis Island, hvor I ser USAs symbol på frihed - Frihedsgudinden. Andre populære sights på en skolerejse til New York er:
- Ground Zero
- Central Park
- Moma (Museum of Modern Art)
- Guggenheim museet
- The Met (The Metropolitan Museum of Modern Art)
- Wall Street
- Times Square
- TriBeCa
- SoHo
Det er desuden nemt at komme rundt på jeres skolerejse til New York. Vi vejleder jer om offentlig transport for hele gruppen. New Yorks subway og offentlige transport er yderst velfungerende og der er næsten altid en musiker eller tryllekunstner der underholder undervejs.
Historien om New York
New Yorks spændende historie er svær at undgå at tale om på jeres skolerejse til New York. Når I fra flyet får øje på, og senere i bil, nærmer jer Manhattans markante skyline, er det svært at forestille sig, at dette område langt ind i 1700-tallet var overvejende skovdækket. I dette område levede en gren af Algonkinstammen, en indianerstamme som beboede kyststrækningen fra Maine mod nord til Chesapeake-bugten mod syd, og drev jagt og fiskeri i et område med stor overflod af både fisk og jagtdyr.
Det var hollænderne, som etablerede den første europæiske bosættelse på sydspidsen af det nuværende Manhattan. Af de indfødte, Manate-indianerne, købte hollænderne et område, som de gav navnet Nieuw Amsterdam (Ny Amsterdam).
Den by I møder på skolerejsen til New York, er i dag en moderne storby, et af verdens største bysamfund og sikkert verdens mest indflydelsesrige bysamfund på en række områder som fx økonomi, kultur, storpolitik, underholdning, mode, medier og arkitektur.