Dét at rejse alene kan umiddelbart virke skræmmende for nogen, men der er faktisk flere fordele ved ikke at have en rejsemakker med; Du lærer dig selv at kende på en helt anden måde, du beslutter selv tempoet på rejsen og du kan selv planlægge alt, der skal ske på rejsen.
Lige fra du sætter dine ben i flyet, er du på egen hånd, og det kan måske få benene til at ryste en smule, men frygt ej! Som solo backpacker vil du komme til at møde masser af spændende folk på f.eks. hostels, i busser, på stranden, på baren, ja you name it, og du vil hurtigt opdage, at der faktisk er rigtig mange, der rejser alene.
Herunder får du 5 oplagte destinationer, som du bør besøge, hvis du rejser alene. Fælles for dem alle er, at det er destinationer, der har mange spændende ting at opleve og som samtidig bliver besøgt af mange backpackere. Så bare rolig, ud over at få nogle fantastiske oplevelser, kan vi godt garantere dig, at du får gode muligheder for at møde nye venner.